Selv om Luca Pfeiffer kommer fra 2. Bundesliga, var det noget af et skridt, han tog i transfervinduet. Ikke kun fordi han skal spille Superliga, men også fordi FC Midtjylland er i Champions League.
I seneste sæson optrådte Pfeiffer endda i 3. Liga i Tyskland, og springet til et Champions League-mandskab kan mærkes.
- Først og fremmest er niveauet og tempoet her langt højere end i Tyskland. Min klub dernede kæmper for ikke at rykke ned i 3. Liga. Det var min hjemby, jeg holdt af at være der, men så fik jeg tilbuddet her. Jeg så nogle kampe, og jeg kunne godt lide fodbolden her. Det er også altid en oplevelse at komme til at nyt land, lære sproget, taler bedre engelsk, siger den lange angriber til tipsbladet.dk om sit skifte.
- Det er et stort skridt. Det tager noget tid for min krop at vænne sig til tempoet. Det går hurtigere end i Tyskland. Der er høj intensitet til træning. Det er ikke let, det ved jeg, men jeg er opsat på at gøre det.
Luca Pfeiffer scorede 15 mål i 34 ligakampe i seneste sæson for Würzburger Kickers. Derudover bankede han syv mål ind i fire pokalkampe. Den slags gør man ikke uden at tiltrække opmærksomhed, og han erkender da også, at FC Midtjylland ikke var den eneste klub, der ville have ham.
Læs også:Ny FC Midtjylland-angriber: Der var meget interesse fra andre klubber
- Jeg havde helt sikkert andre muligheder. Men der var ingen, der viste samme interesse som her. Der var noget interesse, men ikke noget, hvor jeg sagde: "Der vil jeg hen", lyder det fra Pfeiffer.
Det var dog ikke kun på grund af udsigten til Champions League-fodbold, at han valgte FC Midtjylland. Faktisk var det end ikke den primære årsag, siger han.
Luca Pfeiffer vidste dog godt, at FC Midtjylland var interesseret, da holdet spillede den afgørende playoffkamp mod Slavia Prag, så han så med hjemme fra Tyskland og heppede på sine, skulle det vise sig, kommende holdkammerater.
- Ja, jeg så kampen. På det tidspunkt var der ikke direkte kontakt mellem mig og træneren eller noget. Men jeg håbede, at klubben ville vinde. Det er første gang, de har kvalificeret sig. Spillerne har fortjent det, så det er godt for klubben og for spillerne, siger han.
24-årige Pfeiffer nåede at spille to kampe i 2. Bundesliga og en halv time i en pokalkamp, før han skiftede. Men selv om han formentlig skal bruge en rum tid på at vænne sig til tempoet på hans nye hold, har FC Midtjylland store planer med ham.
Læs også:FC Midtjylland-boss afslører: Lurede på østrigsk angriber
Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen sagde i fanpodcasten Sort Snak, at klubben ser så meget potentiale i Pfeiffer, at han måske en dag kan blive solgt til Premier League eller Bundesligaen.
Pfeiffer tør dog ikke tage ord de ord i sin mund allerede nu.
- Alle tyske drenge drømmer om at spille i Bundesligaen, men det tænker jeg ikke på nu. Jeg tænker på den her klub, og jeg håber, vi får succes. Jeg tænker ikke på, hvad der skal ske om et-to-tre-fire år, siger han.
Luca Pfeiffer har skrevet en fireårig aftale med FC Midtjylland.
Læs også:FCM om ny angriber: Havde størst impact for sit hold i hele 3. Bundesliga
Læs også:Overblik: Superligaens sommertransfers 2020
Læs også:Officielt: FC Midtjylland henter tårnhøj tysker