Video : Tipsbladet
Superliga

Efter ny FC København-skuffelse: Spillerne mangler selvtillid

Cheftræner Jess Thorup mener, at der mangler selvtillid i FC Københavns trup.

Jess Thorup har stået i spidsen for FC København i to Superliga-kampe, men det er endnu ikke blevet til point. Det står klart, efter at de mandag aften tabte til Randers FC på hjemmebane.

Efter kampen erkendte midtbanespilleren Rasmus Falk, at klubben er i krise, og ifølge cheftræneren er der især problemer med spillernes selvtillid. Det fortæller Jess Thorup til TV3 Sport.

Læs også:Rasmus Falk erkender krise: Det bliver en lang vej

- Jeg så nogle spillere, som mangler noget selvtillid, og selvtillid kommer via sejre og mål. Når man ikke scorer på sine chancer og pludselig får et mål imod sig, så viser den manglende selvtillid sig. Der begynder folk at tænke, “uha, hvad nu?”. Man bliver bange. Det er klart, at det er længere tids periode, hvor man ikke har vundet, som man har været vant til.

- Den her vindermentalitet skal vi have bygget op, og den kan man ikke gå ned og købe nede i shoppen på hjørnet. Den tager tid at bygge op, og der er lidt lang vej endnu, siger Jess Thorup til TV3 Sport.

Læs også:Randers forværrer FC Københavns krise

Samtidig blev han også spurgt ind til den seneste turbulente tid i FC København, og her understregede Thorup, at han fokuserer på det, som sker inden for kridtstregerne. Og det er ikke godt nok i øjeblikket.

- Jeg skal forholde mig til mit arbejde - det er, hvad der sker på banen og på 10eren. Hvad der sker udenom, giver en masse virak, men jeg prøver at holde fokus på det, jeg skal. Det er vi ikke tilfredse med. Det er ikke FCK-standard at tabe to kampe i streg, og det er jeg i spidsen for. Det er jeg ikke begejstret for. Man må sige, at der er lidt arbejde at gøre nu, og vi må tilbage på træningsbanen, siger han.

FC København er nummer 10 i Superligaen. 

Læs også:Jess Thorup om Ståle-kritik: Der skal ruskes op i nogle ting

Læs også:Optakt: AFC Ajax - FC Midtjylland