Video : Tipsbladet
Superliga

Ny AGF-assistent blæste spillerne bagover: Det var en no brainer at hyre ham

Morten Karlsen er tilpas anderledes fra David Nielsen, og derfor er han blevet assistenttræner i AGF. Allerede på første arbejdsdag imponerede Karlsen spillerne, mener Nielsen.

Torsdag var AGF-spillerne tilbage på træningsbanen efter en kort ferie, og det var til lyden af en ny stemme, der hundsede dem rundt. Morten Karlsen havde første arbejdsdag som ny assistenttræner i stedet for Rubén Sellés, og han stod blandt andet for at dirigere en afleveringsøvelse.

Netop den øvelse viste ifølge cheftræner David Nielsen, hvorfor klubben har ansat ham. Karlsen er nemlig dygtig til at træne noget, som Nielsen vil have, at hans hold skal blive bedre til.

AGF skal ikke blive til FC Nordsjælland, siger cheftræneren, men holdet skal blive bedre med bolden.

- Han har lige har blæst alle spillergrupperne bagover i en pasningsøvelse, hvor folk stod og snorksov. Så det var et meget godt eksempel på det, siger David Nielsen om Morten Karlsen.

- Vi skal have mere kvalitet i at have bolden, vi skal kunne spille hurtigere, vi skal kunne spille forskellige typer af kampe. I nogle typer af kampe vil modstanderen trække sig langt tilbage, og andre vil stå oppe. Men det er mere kvaliteten og paratheden i det, som vi er meget optaget af.

Læs også:Ny assistent til David Nielsen: AGF hyrer tidligere HB Køge-træner

- Sidste år endte vi med at producere at hav af chancer med et fuldstændig rapidt angrebsspil, og det skal vi selvfølgelig beholde. Men kampene kan også ændre sig.

AGF skal altså kunne angribe på flere forskellige måder og være mindre afhængige af at fange modstanderne i kontraangreb. Det skal Morten Karlsen, der trådte sine første trænersko i FC Nordsjælland, være med til.

På det punkt adskiller han sig lige tilpas meget fra David Nielsen og sin egen forgænger Rubén Sellés.

- Jeg er forholdsvis god til at få et hold til at forsvare sig og få vores udtryk på plads. Det er Rubén også. Det har vi skullet være to om for at blive stærke nok. Så mig og Rubén var meget lig hinanden. Denne gang ville vi gerne have noget nyt ind.

- Det, tror jeg også, er en af grundene til, at "PC" (sportschef Peter Christiansen, red.) har været tydelig med, at det kunne være godt for os. Det er godt hele vejen rundt. Men det er først og fremmest hans faglighed, og hvordan det passer ind i den vej, jeg og vi ser, holdet skal udvikle sig, siger David Nielsen.

Læs også:Ny AGF-assistent: Er også en hardhitter som træner

- Sidste gang vi skulle ansætte en assistent, var jeg tydelig med, hvem jeg gerne ville have, og den her gang var der mange kandidater, og "PC" har lavet et flot stykke arbejde med at præsentere mig for nogle muligheder. Det var en no brainer at ansætte Morten Karlsen.

David Nielsen vægtede også Karlsens erfaring som cheftræner i HB Køge højt.

- Det er en dygtig fodboldtræner, som også har været ude at prøve på egen hud, hvordan det er stå nede i 1. division, som for mig er et helt essentielt og fantastisk sted at blive en bedre træner. Så det er jeg glad for, og jeg er glad for, at vi kunne finde en dansker, som kunne opfylde de krav, som vi har, siger han.

AGF-trænerne har to uger til at gøre holdet klar til første turneringskamp i den nye sæson. FC Honka fra Finland venter i Europa League-kvalifikationen allerede den 27. august.

Læs også:David Nielsen: Nye spillere vil være en super bonus

Læs også:AGF-boss lover flere indkøb: Bekræfter interesse for midtbanespiller

Læs også:Trods smittestigning i Århus: AGF-boss er klar til flere tilskuere