IKAST (TIPSBLADET): Det har været en voldsom uge i FC Midtjylland, siden klubbens svenske midtbanespiller tirsdag i sidste uge blev fundet bevidstløs i hjemmet og indlagt på hospitalet i Skejby ved Århus med en ukendt, tilsyneladende akut opstået sygdom i hjernen.
Hilsner og venlige tanker fra kolleger i Danmark, udlandet og fans fra alle hjørner af verden er strømmet ind til svenskeren og til klubben, og indtil videre er prognosen for den svenske fodboldspiller ukendt.
Den 28-årige fodboldspiller er lagt i respirator og er ikke ved bevidsthed, og ved siden af uvisheden og frygten for holdkammeratens skæbne er FC Midtjyllands trup i gang med at forberede sig på fredagens topbrag mod FC København på hjemmebane i Herning.
Det bliver en særdeles emotionel aften på stadion, og det har været en af de mest barske uger i Claus Steinleins tid i klubben, fortæller direktøren til Tipsbladet i forbindelse med et interview om FC Midtjylland, der var aftalt flere uger forud for FC København-kampen og før Kristoffer Olssons alvorlige sygdom.
- Det har været en hård, hård periode for FC Midtjylland, siger Claus Steinlein til Tipsbladet.
- Det har været en meget speciel tid, hvor fodbold ikke har været det vigtigste. Det har været nogle meget barske og følelsesladede dage for spillere, trænere og ansatte i klubben.
Claus Steinlein og resten af FC Midtjyllands spillere og ansatte er rørte og enormt taknemmelige over den opbakning, de har mærket fra nær og fjern, siden nyheden om Kristoffer Olssons alvorlige sygdom kom frem tirsdag morgen.
Det svenske kvindelandshold viste onsdag deres støtte til Kristoffer Olsson.
- Samtidig har det været rørende at opleve den overvældende opbakning fra hele fodboldfamilien. Selvom vi er rivaler på banen, står alle sammen, når uhyggelige hændelser som den med Kristoffer sker. Vi er så taknemmelige for den hjertevarme støtte, vi mærker fra fans, klubber og organisationer i ind- og udland, siger Claus Steinlein.
- Kristoffer er et fantastisk menneske, som har gjort et stort indtryk på sine holdkammerater og alle i klubben, og det eneste, der er vigtigt lige nu, er, at han kommer sig, og familien får den ro og støtte, som de har brug for.
- Vi hjælper hinanden og står sammen, og vores tanker går til Kristoffers familie i denne svære og uvisse tid.
Rollercoaster i Århus
Kristoffer Olssons aktuelle tilstand kan og vil Claus Steinlein og FC Midtjylland ikke sige yderligere om i offentligheden, før der er mere klarhed over den 28-årige svenskers udsigter.
Men det har været nogle meget specielle, barske og følelsesladede dage for spillere, trænere og ansatte i klubben, der ligesom mange fans og fodboldinteresserede i Danmark og Sverige har været påvirket af frygten for en kammerat og kollegas helbred og fremtid, og den uvished, der stadig præger situationen.
Spillere, trænere og ansatte fik talt Olssons situation og håndteringen af den igennem i fredags med klubbens egne specialister, psykologer og eksterne støtter tæt på processen.
Og kampen i Århus i søndags mod AGF, der i sig selv var hyper-dramatisk med to udvisninger og et helt usandsynligt sejrsmål til FCM i sjette minuts tillægstid to mand i undertal, var barsk.
- For spillerne og for os ledere var kampen i søndags meget speciel i forhold til Kristoffer. Vi vidste det, vi havde talt med hinanden om det, men vi kunne ikke sige noget om det til andre. Der tror jeg, det hjælper i processen, at man kan være lidt mere åben om det. Som nu, hvor vi har meldt ud, hvordan situationen er.
- Og vi kan sætte holdet uden at sige, at Kristoffer er syg og så få spørgsmål. De spørgsmål var jeg begyndt at få. Jeg fik rigtig mange spørgsmål om ham. Om hvad der skete.
- Vi havde aftalt med familien og med os selv, at vi holdt det hemmeligt. Det gør det lidt lettere, at vi nu har åbenhed omkring det, der er sket. Men kampen i søndags mod AGF var meget mere emotionel, end jeg tror, FCK-kampen bliver, for spillere, ledere og alle i klubben, fordi vi havde den viden og hverken kunne eller ville dele den.
FC Midtjylland traf i løbet af mandagen en beslutning om, at man tirsdag morgen ville melde ud om Olssons tilstand, efter der i sidste uge og især i weekenden begyndte at gå rygter om årsagen til Kristoffer Olssons fravær.
FC Midtjyllands fans har meldt ud, at man i 8. spilleminut i fredagens kamp, Olssons trøjenummer, hylder svenskeren med klapsalver på MCH Arena, hvilket FC København har opfordret deres fans til at bakke op om.
Læs de mange reaktioner om den alvorlige sag herunder.