Man har kunnet kritisere OB for meget i denne sæson, og mange spillere har fået fortjente skældud. Der er dog én spiller, man absolut ikke har kunnet sætte en finger på.
Målmand Sten Grytebust har været storspillende mellem stængerne, og det er på ingen måde hans skyld, at OB har skuffet i denne sæson. Søndag stod han atter en fremragende kamp, da OB vandt en forløsende 1-0-sejr på hjemmebane over Brøndby.
Nordmanden glæder sig over succesen, men han fastslår, han kan gøre det endnu bedre.
- Der er altid noget, man kan gøre meget bedre, og efter hver kamp er jeg meget opmærksom på, hvor jeg skal forbedre mig. Men man skal også huske det positive, og jeg synes, jeg har udviklet mig fint, siden jeg kom til OB. Jeg husker også tit mig selv på, at jeg skal nyde det, selv om vi som hold har været inde i en frustrerende periode. Jeg har verdens bedste job, og det er vigtigt at huske på siger Sten Grytebust til tipsbladet.dk og peger på nogle af de mangler, OB har haft i denne sæson:
- Vi har nok manglet en defensiv tryghed i hele holdet. Vi har ikke stået lige så komptakt, som vi har gjort tidligere, og så synes jeg, vi har manglet den sidste skarphed offensivt og defensivt. Man kan ikke pege på en eksakt ting - det er en kombination af flere ting.
Sten Grytebust har spillet to landskampe for Norge, og han håber, at han med præstationerne for OB er rykket nærmere nogle flere. I øjeblikket står han dog i skyggen af de to Bundesliga-målmænd Ørjan Nyland og Rune Jarstein.
- Det er vigtigt for mig at være på landsholdet. Det er et tegn på, at man er blandt de bedste målmænd i landet og en stor anerkendelse, og det er noget, der gør mig rigtig stolt. Hver gang, jeg skal af sted med landsholdet, glæder jeg mig, og det giver mig motiavtion til at blive endnu bedre, fastslår Sten Grytebust, der ikke tør spå om, hvorvidt det kan være en fordel for ham, at Norge skal have ny landstræner:
- Det kan være svært at svare på. Hvis jeg skal være på landsholdet, skal jeg gribe chancen i venskabskampene, for lige nu er der to målmænd foran mig i køen, som begge spiller i Bundesligaen. Jeg fokuserer ikke så meget på, at der kommer ny landstræner, siger Grytebust.
FCK-manager Ståle Solbakken siges at være det Norske Fodboldforbunds favorit til at overtage landstrænerposten i Norge. Hvad ville Sten Grytebust sige til at få en stor kending af Superligaen som landstræner?
- Jeg vil ikke blande mig i, hvem der skal være landstræner, og hvem der ikke skal. Det er der andre end mig, der tager sig af, fastslår OB-keeperen.