Selv om FC København endte med at fyre Ståle Solbakken, er der næppe to meninger om, hvorvidt han var en succes. Hvis klubben vil have flere norske tilråb fra sidelinjen, er især én mand et varmt navn i øjeblikket, men de spekulationer tager Bodø/Glimt, hvor Kjetil Knutsen pt. er ansat, med ophøjet ro, siger en leder til B.T.
Knutsen står i spidsen for et mandskab, der sensationelt er på vej mod sit første norske mesterskab i historien. Holdet har endnu ikke tabt i denne sæson og fører Eliteserien med 18 point ned til Rosenborg. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før Bodø/Glimt sikrer sig guld.
Læs også:William Kvist afviser permanent sportschefsrolle i FC København
Frode Thomassen, der er daglig leder i klubben, slår dog fast, at FC København ikke har henvendt sig for at hente cheftræneren til Danmark.
- Jeg ser godt, at der er spekulationer i norske og danske medier. Vi gør det ret godt heroppe i Norge, og Kjetil er en god træner, så det er nok naturligt, at der er spekulationer. Men der ikke været nogen henvendelse fra København, siger han til B.T.
Vi er selv på tipsbladet.dk blandt dem, der har nævnt Knutsen som et bud på en kommende FC København-træner. De øvrige fire bud kan ses i denne artikel.
Læs også:Lars Seier dukkede op til FCK-træning med en klar besked til spillerne
Jobbet i Bodø/Glimte er 52-årige Kjetil Knutsens første som cheftræner i en topklub. Tidligere har han trænet i den næstbedste række og længere nede i divisionerne, mens han også var assistenttræner i Bodø/Glimt, før han blev forfremmet.
Den nuværende succes kommer blandt andet på baggrund af et par brandvarme danske offensivspillere. Philip Zinckernagel har scoret 14 og lagt op til 17 mål i denne sæson, mens Kasper Junker har bidraget med 12 scoringer og 7 assists.
Læs også:FCK-profil om Ståle Solbakken-rygter: Et lavt niveau
Læs også:FCK-medejer om trænerjagt: Mange melder sig på banen
Læs også:AGF-boss fastslår: David Nielsen skal ikke til FC København