Den tidligere anfører Hjalte Bo Nørregaard skal midlertidigt være træner for FC København, efter at den mangeårige manager Ståle Solbakken lørdag blev fyret.
Nørregaard har i en årrække arbejdet i klubbens talentafdeling og de seneste to år fungeret som cheftræner på U19-holdet.
- Det er selvfølgelig en trist baggrund at få den her opgave på, men når klubben beder om min hjælp, så er jeg selvfølgelig klar til at træde til, siger Hjalte Bo Nørregaard til FCK's hjemmeside.
Solbakken blev afskediget efter en skidt sæsonstart, som også bød på europæisk exit.
- Jeg har enorm respekt for Ståle og de ting, han har præsteret for klubben, og jeg ved, at han har haft masser af dygtige mennesker omkring sig, som jeg kommer til at arbejde sammen med.
- Samtidig er der er en helt fantastisk gruppe spillere, og nu vil jeg bruge al min tid og energi på, at vi sammen står skarpe og tændte på næste søndag mod AaB, siger Hjalte Bo Nørregaard.
Han spillede i sin tid 320 førsteholdskampe for FCK.
- Jeg kender selvfølgelig klubben, spillestilen, staben og spillerne rigtigt godt i forvejen. Jeg kommer ikke til for at lave revolutioner nu og her, men mere arbejde med små justeringer.
- Jeg har stor respekt for opgaven, men føler også, at jeg har noget at bidrage med, ellers havde jeg ikke sagt ja, siger Nørregaard.
Han har sin første træning med holdet lørdag klokken 15, mens første kamp i Superligaen er mod AaB næste søndag klokken 18 i Parken.
FC København stopper også samarbejdet med assistenttræner Bård Wiggen.
/ritzau/