Niels Frederiksen tøver om lyst til forlængelse: Det svarer jeg ikke på
Niels Frederiksen har kontraktudløb med Brøndby IF efter denne sæson, og det er derfor endnu uvidst, om cheftræneren skal stå i spidsen for de blå-gule på den anden side af næste sommer.
Og den 50-årige Brøndby-boss vil ikke selv svare på, om han har lyst til at forlænge kontrakten.
Det fortæller han i et længere interview med BT.
- Det svarer jeg ikke på. For jeg siger bare, at det afhænger af, om vi er et godt match. Nogle gange tager man bare træneren for givet i sådan en situation, og det er helt generelt sagt og har ikke noget at gøre med min situation. Det gør man bare. Og det ved jeg egentlig ikke, om jeg synes, man skal.
- Det kan jo også være, der var en træner, der synes, at 'hmm, jeg har sgu lyst til at bruge mit liv på noget andet'. Det kan man jo ikke udelukke, siger Niels Frederiksen blandt andet i interviewet.
Her understreger han også flere gange, at fremtiden afhænger af, hvorvidt han selv stadig er det rigtige match for Brøndby IF.
Brøndby IF møder søndag OB i Superligaen på Brøndby Stadion. Der er kampstart klokken 16.00.