Nicolaj Thomsen: Sommerskifte en mulighed
Illustration
Superliga

Nicolaj Thomsen: Sommerskifte en mulighed

Heerenveen var interesset i Nicolaj Thomsen i januar, men han ville blive i AaB, men et skifte til sommer kan komme på tale.

AaB's Nicolaj Thomsen spillede alle 18 kampe fra start i efterårssæsonen og var én af de spillere, der brød igennem Superliga-lydmuren. Landstræner Morten Olsen har rost ham, og AaB-træner Kent Nielsen siger i dag til Nordjyske, at han ser Thomsen i én af de store ligaer i fremtiden.

Hollandske Heerenveen har set det samme som Olsen og Nielsen, og de var da også interesserede i Nicolaj Thomsen i januar, men den 20-årige AaB'er ville blive og gøre sæsonen færdig.

- Jeg fik at vide af min agent, at Heerenveen var interesseret, men så vidt jeg ved, blev det ikke konkret. Jeg havde også på forhånd snakket med min agent om, at det ville være fornuftigt at blive og forhåbentlig spille en masse kampe i foråret. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan jeg ville have reageret, hvis AaB havde accepteret et bud, men jeg tror, jeg var blevet alligevel, for jeg vil gerne blive i AaB, hvor vi har muligheden for at spille med om de sjove pladser, siger Nicolaj Thomsen til tipsbladet.dk.

Thomsens iver efter at spille videre i AaB rækker dog ikke umiddelbart længere end til sommer, hvor han kan blive fristet af et skifte til Heerenveen eller en anden udenlandsk klub.

- Nu handler det om foråret, og hvis det går rigtig, rigtig godt, så kan det være, jeg får muligheden for at skifte til sommer. Jeg kan godt se mig selv tage af sted til sommer, men det er svært at svare generelt på, om det kommer til at ske, for det skal være det rigtige. Det skal være den rette timing, og jeg skal have den rette følelse, og jeg ved også, at jeg skal levere noget ekstra for at komme til noget større.

LÆS OGSÅ: Nicolaj Thomsen smigret af Olsens ros

Det ekstra, Thomsen taler om, handler primært om at blive mere målfarlig. Han scorede blot to Superliga-mål i efteråret, og det er en tand for lidt, mener AaB'eren selv. Scorer han flere mål, skal de udenlandske klubber også nok vise interesse igen. Drømmedestinationen er Premier League eller Bundesligaen, men Holland er bestemt også interessant for Nicolaj Thomsen.

- Jeg ser Holland som en god udviklingsliga, og det er helt klart interessant for mig, men alle fodboldspillere drømmer om at spille i en af de helt store ligaer, og der ser jeg den engelske og den tyske som de bedste lige nu. Det ville være rigtig fedt, men jeg skal også tænke på, at min udvikling har bedre af at få regelmæssig spilletid i AaB end at komme til en klub, hvor jeg først skal etablere mig.

- Man skal ikke altid tage det første og det bedste, og det er måske en god ide at tage et lille skridt fremfor at tage et stort med det samme, men det er svært at sige, hvad jeg vil gøre i sådan en situation. Det kommer jo helt an på, hvem der er interesseret, og hvad de kommer med, understreger Nicolaj Thomsen.

Nu venter der ham så et forår, hvor en række klubber med garanti vil dukke op på danske stadions for at se ham spille. For at vurdere om han har det, der skal til for at tage næste skridt, men han er bevidst om, at det ikke må fylde alt for meget.

- Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal lægge alt det væk, når turneringen går i gang. Det er AaB, jeg koncentrerer mig om, og så står min agent for alt det andet. Jeg skal gøre mit bedste hver gang og blive bedre, og jeg har fokus på, at jeg skal være målfarlig. Det er fint nok at lave nogle assists, men jeg er kantspiller og skal score flere mål.