Efter halvandet år som cheftræner i Viborg FF er Jacob Neestrup tilbage i FC København som assistenttræner.
Selvom halvandet år umiddelbart ikke lyder af meget, er der imidlertid sket flere markante ændringer i klubben, og Neestrup forklarer nu, hvad den store forskel på dengang og nu er.
- Det, der er den store forskel nu, er, at vi også var en stor stab dengang, men at den er endnu større nu og med endnu flere eksperter, der supplerer hinanden godt. Vi har også fået Ruben (Selles) ind, som er ekstremt kompetent.
Læs også:Roser ny AaB-træner: Ikke ofte man hører en træner udtale sig sådan
- Så det handler om, at når man har en stor stab med blandt andre mig, Ruben og Jannik (Breuning), som jo også er assistenttræner, skal vi fordele arbejdsopgaverne, og sætter man det lidt skarpt op, kigger Ruben mest på det defensive, mens jeg kigger mere på, hvad vi selv gør med bolden - altså på det offensive, siger han til klubbens hjemmeside.
Neestrup forklarer desuden, at han har lært flere ting af sin cheftrænertid, som han kan tage med sig i sit virke i FCK.
- Det er klart, at når man får lov til at stå på egne ben et sted, som man i øvrigt var rigtig glad for at være, har man jo været på dybt vand. Så det er måske en lidt mere robust Jacob Neestrup, der kommer tilbage. Det er måske en assistenttræner, som også er blevet lidt klogere på sin egen tilgang, og hvordan jeg tror, at fodbold skal spilles og trænes - og det er så heldigvis i overensstemmelse med, hvad Jess (Thorup) gerne vil.
Læs også:Randers-ikon færdig på topplan: Jeg savner ikke fodbolden
- Og så tror jeg da på, at når man har været cheftræner selv - for mit vedkommende i halvandet år - skulle det gerne hjælpe til at give et indblik i nogle af de tanker, som Jess også gør sig. Så der skulle jeg gerne kunne bidrage med en masse.
Jacob Neestrup og FC København indleder onsdag forårssæsonen mod AaB.
Læs også:Genoa og Brentford forhandler om Lerager: Her er de stadig uenige
Læs også:Medie: Tidligere FCK- og Hobro-angriber skifter til danskerklub
Læs også:Kostede 15 millioner kroner: Nu vil FCK ophæve kontrakten med ham