Video : Tipsbladet
Superliga

Neestrup: ’Det bliver sat alt for sort-hvidt op'

Jacob Neestrup mener ikke, at det var så simpelt, at FCK var gode i første halvleg og dårlige i anden halvleg mod FC Midtjylland.

FREDERIKBSERG (Tipsbladet): Sidste uges topbrag i Herning startede godt for FC København, og “løverne” kom da også foran efter en halv times spil via et straffespark af Kevin Diks.

I sidste ende sluttede opgøret dog som en mavepuster for FC København, for FC Midtjylland scorede i det 69. og 79. minut og endte med at tage alle tre point.

Siden har der været ros af “løvernes” præstation i første halvleg, men også hård kritik af deres anden halvleg i opgøret. Den skarpe opdeling er cheftræner i FC København, Jacob Neestrup, imidlertid ikke helt enig i.

- Jeg ved ikke, om jeg er enig med jer. Det bliver sat alt for sort-hvidt op. Det er helt forkert set, at man sætter det op i første og anden halvleg, for vi er klart bedst, indtil vi scorer til 1-0. Vores dårligste periode er netop i første halvleg. Det er de ti minutter frem mod pausen. Det første kvarter efter pausen er det en helt lige kamp. Vi scorer til 2-0 og er to centimeter fra at være foran 2-0.

- Det tror jeg, folk glemmer. Efter det mål er vi det dårligste hold igen, indtil de scorer til 2-1.

- Så jeg synes, det er alt for sort-hvidt med, at vi var bedst i første halvleg, og de var bedst i første halvleg, siger Jacob Neestrup til Tipsbladet og den fremmødte presse fredag formiddag og tilføjer:

- Vi tager det med (fra kampen), at vi mod Brøndby og mod FC Midtjylland har set mere solide ud, vi har set mindre åbne og sårbare ud, men vi har kun fået tre point. Det er selvfølgelig ikke godt nok, hvis du vil ligge helt til tops, som vi ikke gør lige nu.

FC København-træneren sætter også ord på, hvordan dagene efter FC Midtjylland-kampen har været.

- Du skal videre. Det skal man jo. Det har været en god uge, men de første to dage var efter et nederlag, hvor vi godt ved, at vi kunne have fået noget med derfra, hvis vi havde været dygtigere i visse faser og sekvenser af kampen. Men livet går videre, siger Jacob Neestrup.

Midtbaneprofilen Lukas Lerager er enig i, at FC København kunne have fået mere med fra opgøret.

- Når du har de chancer, du har i første halvleg, skal vi være bedre til at dræbe kampene og få kontrollen bagefter, for der var mange store muligheder for at gøre det, siger han.

FC København skal i aktion igen mandag, når oprykkerne fra AaB gæster Parken.