Superliga

N'Doye vil vinde afrikanske mesterskaber

FC København kommer sikkert til at undvære deres stjerneangriber til januar, for Dame N'Doye skal ganske givet spille om de afrikanske mesterskaber med Senegal.

De afrikanske mesterskaber rammer tit tungt ned i de store, europæiske ligaer, hvor store hold pludselig må undvære dygtige spillere i flere uger ad gangen. I Danmark er det til gengæld sjældent et problem.

For det første ligger de afrikanske mesterskaber i vinterpausen, og for det andet er det ikke så tit, at de afrikanske Superliga-spillere kommer med til slutrunden. Men til januar og måske nogle dage ind i februar må FC København klare sig uden deres topangriber Dame N'Doye, der har gjort det godt på Senegals landshold siden debuten i februar og dermed også ligner et sikkert valg til slutrunden i Gabon og Ækvatorial Guinea.

- Ja, hvis jeg ikke bliver skadet, håber jeg, at jeg er med, siger Dame N'Doye til tipsbladet.dk.

Og det er han ganske givet, for han har spillet seks landskampe for Senegal i 2011, scoret to mål og fundet sig en plads i startopstillingen trods stenhånd konkurrence i angrebet fra kapaciteter som Moussa Sow (Lille), Papiss Cissé (Freiburg) og Demba Ba (West Ham). For for sit land spiller Dame N'Doye en mere tilbagetrukket rolle som offensiv playmaker på midtbanen.

Senegal er kommet i gruppe med værtslandet Ækvatorial Guinea, Libyen og Zambia og på forhånd har Dame N'Doye store forventninger til en slutrunde, hvor store nationer som Egypten, Nigeria, Cameroun og Sydafrika faldt ud i kvalifikationen.

- Vi håber, at vi kan vinde turneringen. Vi har tidligere nået finalen (i 2002) og semifinalen (i 2006), men nu er det tid, og vi har spillerne til det, siger FCK-angriberen om de afrikanske mesterskaber, der tæller andre stærke landshold fra Mali (sandsynligvis med OB's Khalilou Traoré), Marokko, Elfenbenskysten, Ghana og Tunesien.

Uanset hvad er Dame N'Doye meget stolt af sin nye status som landsholdsspiller for Senegal.

- Det er svært at beskrive, hvordan jeg har det med at spille for landsholdet. Det er noget helt andet end Champions League, Europa League eller ligaen. Det er andre ting, det gælder. Det handler om din ære, dit ansvar og din familie, siger FCK-angriberen.

Africa Cup of Nations afvikles fra den 21. januar til og med finalen den 12. februar. Hvis FCK går videre i Europa League er der 1/16-finaler den 16. og den 23. februar.