Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho om Brentford: De spiller sandsynligvis Premier League næste år

José Mourinho kræver fokus fra spillerne, efter at Tottenham tirsdag spillede sig i Liga Cup-finale.

Tottenham-manager, José Mourinho, er glad for at have ført holdet til finalen i Liga Cuppen, men understreger, at der endnu er lang vej, til klubben står med trofæet i hånden.

Det siger han, efter at Tottenham tirsdag aften vandt 2-0 over danskerklubben Brentford og bookede en plads i turneringens finale på Wembley 25. april.

- Finalen bliver nu puttet i lommen i tre måneder. Vi må vente på finalen, så nu er vi nødt til at fokusere på vores kommende kampe, siger Mourinho.

- Vi har stadig FA Cuppen, Premier League og Europa League, så lad os glemme finalen for nu. Men når vi kommer til april, så skal være klar til at slås for trofæet.

Læs også:Stolt Thomas Frank: Vi spillede lige op med et verdensklassehold

I finalen skal London-klubben enten møde Manchester United eller Manchester City. De to hold møder hinanden onsdag aften i turneringens anden semifinale.

José Mourinho har allerede vundet Liga Cuppen fire gange før. Han håber, at sejren over Brentford kan føre til, at Tottenham vinder klubbens første store trofæ siden 2008, da klubben vandt selv samme turnering.

- Denne kamp tager os til finalen. Det er vi selvfølgelig meget, meget glade for, siger den portugisiske manager.

Han har efter kampen også overskud til at rose Brentford, der tirsdag aften pressede Mourinhos mandskab hele vejen, på trods af at holdet til dagligt spiller i Englands næstbedste række.

Læs også:Tottenham er finaleklar på Brentfords bekostning

- Vi spillede ikke fantastisk. Nogle gange tog vi de forkerte beslutninger eller en berøring for meget. Men vi havde hele tiden kampen under kontrol mod et hold, der sandsynligvis spiller i Premier League næste år, siger Mourinho.

De danske spillere Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen, Emiliano Marcondes og Mads Bech var alle involveret for Brentford mod Tottenham, mens Pierre-Emile Højbjerg blev udskiftet i det 86. minut hos Tottenham.

/ritzau/

Læs også:Vender tilbage til Danmark: Silkeborg henter tidligere Viborg-keeper

Læs også:OB vil ikke forlænge med Jakob Michelsen - samarbejdet slutter til sommer