Mos: Jeg har ingen fremtid i FCK
Illustration
Superliga

Mos: Jeg har ingen fremtid i FCK

Mustafa Abdellaoue skal ikke tilbage til FC København til sommer, men OB har heller ikke råd til at købe ham. Nordmanden er på klubjagt.

Mustafa Abdellaoue scorede to mål for OB i går, men efter sommerferien bomber han sikkert et helt andet sted. OB har ikke råd til at købe Mos fri af FC København, der har papir på ham til sommeren 2016.

Det betyder dog ikke, at han skal tilbage til FCK. Der har han tilsyneladende opgivet at få chancen.

- De signaler jeg har fået, når jeg har været i FCK, har ikke været til at tage fejl af. Der er ikke blevet satset på mig, og jeg indgår ikke i fremtidsplanerne, så jeg skal finde et nyt sted at spille, siger Abdellaoue til Ekstra Bladet.

OB's sportsdirektør Jesper Hansen siger til samme avis, at han og klubben har en deadline for, hvornår de skal melde tilbage på et eventuelt køb af Mos. Den norske angriber koster angiveligt tre millioner kroner.