Millioner på spil i Superligaen: Vi kigger rigtig meget på den her runde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Millioner på spil i Superligaen: Vi kigger rigtig meget på den her runde

Første rate af tv-penge skal uddeles efter den kommende Superliga-runde. Der er flere millioner kroners forskel på de forskellige placeringer, og nogle hold har store summer på højkant. Derfor holder de ekstra øje med runde 13.

Der sidder formentlig en række mennesker med ansvaret for økonomien i en af de 14 Superliga-klubber og bider negle i den kommende weekend. For efter runde 13 skal første rate af tv-pengene uddeles, og de fleste klubber har millioner på spil.

Det er især, fordi en del af tv-pengene uddeles efter holdenes placeringer i tabellen. Der er altså store beløb at hente, hvis man avancerer et par pladser, ligesom der er mange penge at "miste", hvis man falder tilsvarende.

Allerflest penge har SønderjyskE og FC Nordsjælland på spil. De kan, alt efter hvordan rundens kampe udarter sig, ligge fra nummer tre til nummer ti. Der er ifølge tipsbladet.dk's beregninger godt tre millioner kroners forskel på de placeringer, og så giver en sejr yderligere godt 325.000 kroner.

Læs også:SønderjyskE-reserve har kontraktudløb: Det ser ikke ud til, vi forlænger

Den slags penge betyder meget i en klub som SønderjyskE, der ifølge Tipsbladets opgørelse fra september har et årligt spillerbudget på omkring 25 millioner kroner.

- Det er jo en af tre store poster i vores budget. Tv-penge, vores store samarbejdspartnere og transfersalg af spillere, det er de tre store, så der er ingen tvivl om, at det har stor betydning for SønderjyskE, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk.

- Et par millioner er rigtig meget også for os. Det kan gøre meget enten på bundlinjen, som også er vigtig for os, eller vi kan reinvestere det i talenterne, nye spillere, stab eller infrastruktur. Så vi kigger rigtig meget på de her spillerunder, og forhåbentlig kan vi ligge så højt som muligt.

Læs også:SønderjyskE får besøg af islandsk back

Også Randers FC holder øje med tv-millionerne. Klubben har efter tipsbladet.dk's beregninger lidt over to millioner på spil, alt efter om den bevarer sin aktuelle tredjeplads eller ej.

- Det er selvfølgelig en runde, der betyder meget for os. Vi kan være alt fra nummer tre til nummer syv, når runden er færdigspillet, og det er da et anseeligt beløb, der er til forskel på de to placeringer. Vi har haft en rigtig fin sæson indtil videre, så uanset hvad, får vi mere, end vi har budgetteret med, men vi vil da rigtig gerne besvare tredjepladsen og score en fin økonomisk gevinst, siger sportslig og kommeciel direktør Søren Pedersen.

Det er kun FC Midtjylland, FC København og Silkeborg IF, der ikke kan ændre på sine placeringer og dermed for alvor rykke på tv-penge-beløbene. De står ifølge tipsbladet.dk's beregninger til at indkassere cirka 14, 13 og 2,5 millioner kroner. Plus et kontant beløb ved sejr eller uafgjort i den kommende runde.

Tv-pengene uddeles efter 13., 26. og sidste spillerunde i hver sæson. Der er omkring 106 millioner kroner på spil hver gang, og heraf uddeles 30 procent ud fra placeringerne i tabellen. 

Læs også:Riddersholm vil forlænge med profil: Han er en atypisk Superliga-spiller

Læs også:Bét for Randers FC: Saba Lobjanidze vender skadet hjem

Læs også:"Hvem tror du, du er": Moniz smider spiller væk fra åben træning