De fleste danske fodboldfans kender det. Når en spiller skifter klub, kommer prisen som regel frem, men den står sjældent alene. Ofte får man at vide, at det endelige beløb afhænger af forskellige betingelser.
En typisk betingelse er videresalg. På den måde får den sælgende klub også en del af pengene, når spillere skifter klub igen. Det er eksempelvis det, der kom Silkeborg IF til gode tidligere på sommeren, da Robert Skov skiftede FC København ud med Hoffenheim. Det ser også ud til, at Kasper Dolberg snart indbringer sin barndomsklub et tocifret millionbeløb.
Videresalgsklausuler er så almindelige, at sportschefen i Lyngby Boldklub slet ikke kan huske et salg uden.
- I de 20 år, jeg har været i branchen, kan jeg ikke komme i tanke om, vi har solgt en spiller uden videresalg. Om det så er 5, 10, 15, 20 eller 30 procent. Det nye er, at vi mindre klubber er begyndt at tænke i at tage lidt færre penge nu og så tage en større lodseddel, siger Birger Jørgensen til BT.
Også AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, fortæller, at han i otte ud af ti tilfælde sørger for at skrive en videresalgklausul ind i salgsaftalerne.
Den slags er noget, mindre klubber kan spinde guld på. De er måske ikke i stand til at sælge deres spillere for enorme beløb, men hvis de får en bid af kagen, når en større klub sælger dem videre, ser forretningen pludselig rigtig god ud.
Det samme fortalte AC Horsens om tidligere på sommeren. Ifølge administrerende direktør Kristian Nielsen havde videresalgsklausuler indbragt klubber 35 millioner kroner.
- Vi har kun grund til at være stolt over, at vi som klub er lykkedes med at sælge så godt. Indtægter på transfer er en naturlig del af vores drift. Kan vi finde billigere spillere, udvikle dem og sælge dem videre. Købmandskabet er en del af forretningen, sagde han.