Mads Lauritsen fik ikke mange kampe for Vejle Boldklub i NordicBet Ligaen i sidste sæson, og det har ligget i kortene, at han ville forlade klubben denne sommer i kølvandet på vejlensernes oprykning.
Den profeti holdt stik.
Den 27-årige forsvarsspiller er mandag blevet udlejet til Viborg FF, som også er hans barndomsklub. Lejeaftalen gælder for hele den kommende sæson, og når den udløber, gør Mads Lauritsens aftale med Vejle Boldklub det samme. Dermed har midtstopperen spillet sin sidste kamp for VB.
Læs også:Medie: Vejle vil hente svensk landsholdsspiller
- Mads Lauritsen havde ikke udsigt til spilletid i Vejle Boldklub i den kommende sæson, hvorfor den indgåede lejeaftale med Viborg FF er ideel for alle parter. Mads er et sted i sin karriere, hvor han skal spille gældende kampe, og det får han gode betingelser for i Viborg, hvor han i sin tid fik sin fodboldopdragelse, siger teknisk chef i Vejle Boldklub Jacob Krüger og fortsætter:
- Selvom Mads i den sidste tid i VB mest kiggede på fra sidelinjen, så tager vi afsked med en spiller, der både på banen og udenfor har levet op til de forventninger, vi havde til ham ved kontraktindgåelsen og forlængelsen sidste sommer. Han ventede tålmodigt på sin chance i debutsæsonen 2017-18, hvor Mads spillede en hovedrolle i vores stærke defensiv ved siden af Mads Greve og Rasmus Lauritsen i den del af foråret, hvor vi gjorde arbejdet færdigt.
- Mads scorede to af sæsonens vigtigste VB-mål i to svære udekampe og var en vigtig del af, at det lykkedes VB at vende tilbage til Superligaen efter flere års fravær. I Superligaen viste Mads også sit værd for holdet, men i den netop overståede sæson har der været længere mellem spilletiden. Greve og Juhani Ojala har leveret stærkt midtstopperspil i store perioder af sæsonen, og trænerne havde ikke grund til at skifte på positionen.
Læs også:Nye Vejle-spillere kom på tavlen i målrig test
- Mads er mødt ind hver eneste dag med ambitionen om at presse sine holdkammerater og gøre valget svært for trænerne. Han har vist en imponerende parathed, når der har været brug for ham, og han repræsenterer en tilgang til sin sport, som aftvinger respekt hos kollegerne. Fra alle i Vejle Boldklub skal der lyde et tak for indsatsen i den røde trøje og et held og lykke med den fremtidige karriere.
Mads Lauritsen kom til Vejle Boldklub i 2017 og nåede 43 kampe i den røde trøje.
Læs også:Vejle-chef om ny trio: Normalt ville vi aldrig kunne hente dem
Læs også:Vejle Boldklub tester tysk målmand
Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub