Video : Tipsbladet
Superliga

Midtstopper eller venstre back: Det kan jeg ikke svare på

Er Nicolai Boilesen at regne som midtstopper eller venstre back i FC København? End ikke Jess Thorup ved det.

Nicolai Boilesen er venstre back, men han har flere gange i karrieren måttet vikariere som midtstopper, og det gjorde han også i de sidste par kampe i efterårssæsonen.

Med stor succes.

I samtlige kampe under Jess Thorups ledelse har den tidligere landsholdsspiller huseret i midterforsvaret, og i de sidste fire kampe sammen med Mathias "Zanka" Jørgensen i et tomandsforsvar. Af de fire kampe vandt FC København tre og spillede en enkelt uafgjort.

Læs også:Andreas Bjelland smider 2020 i skraldespanden: Helt vildt frustrerende

Så hvad er Nicolai Boilesen at regne som i FC København? Venstre back eller central forsvarsspiller?

Manden, der kan opklare spørgsmålet, har svært ved det.

- Det kan jeg ikke svare på nu. I hvert fald ikke 100 procent klart. Boilesen har givet os en ny dimension at spille på. Med hans evner på bolden har han været med til at sætte spillet for os, og det kan han både gøre som back og midtstopper, men jeg synes virkelig, han bidrog med noget som midtstopper, som jeg godt kan se, han kan fortsætte med, siger Jess Thorup til tipsbladet.dk.

Læs også:FCK-træner er imponeret: Vi har fundet den rette position til ham

Hvis Nicolai Boilesen sætter sig på en plads i det centrale forsvar, vil det være noget af en streg i regningen for en lang række af holdkammeraterne. Hvis der er noget, FC København i hvert fald ikke savner i truppen, er det midtstoppere. Foruden Mathias "Zanka" Jørgensen, der helt sikkert kommer til at spille fast, råder FCK over Andreas Bjelland, Ragnar Sigurdsson, Victor Nelsson og Marios Oikonomou.

FC København overvintrer på sjettepladsen i Superligaen. 

Læs også:Midtbanetalent færdig i FC København: Får tre år i ny klub

Læs også:Transfernyt: FC Midtjylland sender offensivspiller til Portugal

Læs også:Tidligere FCK-profil klar for barndomsklubben for tredje gang