Video : Tipsbladet
Superliga

Midtbanespiller vender retur til OB

Midtbanespilleren Alen Mustafic vender tilbage til OB's Superliga-nedrykkere efter et sløjt lejeophold i Polen.

I januars transfervindue udlejede OB den bosniske midtbanespiller Alen Mustafic til Slask Wroclaw, og han har dermed ikke været en del af nedturen i Ådalen i foråret.

Til gengæld stablede han sin egen deroute på benene i Polen.

Alen Mustafics lejeophold i Slask Wroclaw udviklede sig alt andet end vellykket, og i den sidste del af forårssæsonen røg midtbanespilleren ned på klubbens andethold og spillede kampe i Polens fjerdebedste række.

Derfor er det heller ikke så overraskende, at Slask Wroclaw, der endte på andenpladsen i ligaen, ikke ønsker at fortsætte samarbejdet med Alen Mustafic. Over for Tipsbladet bekræfter klubbens sportsdirektør David Balda, at midtbanespilleren returnerer til OB.

På Fyn skal Alen Mustafic som bekendt spille i NordicBet Ligaen i næste sæson, hvis han bliver hængende i OB, og det er der lige nu ikke meget, der tyder på. Ifølge Tipsbladets oplysninger er både OB og Mustafic indstillet på at kappe båndene i løbet af sommeren, men bosnieren har to år tilbage af sin kontrakt og tjener en fornuftig hyre i Ådalen, og det vejer naturligvis også for midtbanespilleren. 

24-årige Alen Mustafic kom til OB i vinteren 2023 og er noteret for 12 kampe i den stribede trøje.