OB-træner ser fremad: Det er ikke vanvittigt fair
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

OB-træner ser fremad: Det er ikke vanvittigt fair

OB-træner Jakob Michelsen mener, at AC Horsens har en fordel, men han er klar til at tage kampen op.

Jakob Michelsen havde foretaget ti ændringer til onsdagens kamp mod Silkeborg i forhold til weekendens udekamp mod Sønderjyske. Der skulle spares spillere.

For på lørdag venter den første af to kampe mod Randers FC i forsøget på at nå frem til den kamp mod Superligaens treer, hvor der er en plads i Europa League-kvalifikationen på spil.

Derfor tøvede OB-træneren heller ikke med at stille op med at purungt hold, da muligheden bød sig.

- Vi fik det doseret således, at vi står friske til lørdag, siger Michelsen.

Efter at være kommet ud af nedrykningspuljen med en sikker førsteplads venter der nu nogle helt anderledes kampe for OB, og det ser Michelsen frem til.

- Nu glæder vi os til at spille nogle kampe, hvor man kan opnå noget, og den europæiske plads skal da have et skud, siger han.

I første omgang venter Randers, der også benyttede onsdagens kamp mod Esbjerg til at spare nogle af profilerne.

- Jeg tror, det bliver meget tæt. Jeg kunne se Randers' holdopstilling, og jeg er ret sikker på, at det ikke er dem, de kommer med på lørdag, vurderer Michelsen.

Hvis OB formår at besejre Randers over to opgør, er AC Horsens den næste modstander. Og det jyske mandskab kan nu sidde over, da Sønderjyske er trukket ud af kvalifikationskampene efter klubbens triumf i pokalturneringen.

Det er ikke en helt fair situation, mener Michelsen, som er misundelig på Horsens' situation.

- Det er ikke vanvittigt fair. Det er en klar fordel for Horsens, at de har vundet den pulje.

- Den situation ville man da gerne have været i. Men skal vi ud at spille europæisk, skal vi slå både Horsens og Randers, fastslår træneren.

/ritzau/