Video : Tipsbladet
Superliga

Mesterklub jagter Franculino Djú

Efter et par år med markante forstærkninger skal FC Midtjylland i 2025 til at sælge profiler, og det kan allerede begynde til januar med markant interesse for især én af de unge profiler.

HERNING (Tipsbladet): FC Midtjylland har haft 18 vilde måneder.

Klubben har fået ny cheftræner i Thomas Thomasberg i marts 2023, efter man på katastrofal vis missede Top 6 under Albert Capellas, man har spillerkøb for flere hundrede millioner kroner og et markant større løndbudget, nyt træningsudlæg, en kæmpestor lounge- og VIP-tilbygning på stadion og senest Claus Steinlein som ny formand for FCM.

Penge mangler FC Midtjylland bestemt ikke trods et underskud på 85 millioner kroner før skat, men efter købene og den sportslige succes med et dansk mesterskab og et godt udlæg i Europa League er det også ved at være tid til, at FC Midtjylland sælger én eller flere af profilerne.

Flere spillere med Darío Osorio og Oliver Sørensen som de to helt åbenlyse navne er på radaren mange steder og ligner oplagte salg til sommer næste år.

Men de kan ende med at blive overhalet af forwarden Franculino.

Franculino dukkede på grund af sin alder, mange driblinger og udfordringer af modstanderne i og omkring målfeltet og et stærkt scorings-gennemsnit op på radaren hos adskillige af Europas helt store klubber allerede i efteråret 2023, selv om forwarden kun lige var skiftet fra ungdomsfodbold i Benfica til FC Midtjylland.

Der befinder Franculino sig stadig, men især én klub viser nu seriøs interesse for den unge angriber, der tilbragte teenageårene i Portugal og stammer fra Guinea-Bissau, hvor han også spiller på landsholdet.

Det er ifølge Tipsbladets oplysninger Bayer Leverkusen, forsvarende tysk mester, der tager Franculino meget alvorligt som potentielt køb.

En handel kunne allerede finde sted til januar, hvis Leverkusen ender med at overtale FC Midtjylland til et salg og Franculino og hans bagland til skiftet.

Leverkusen sælge i sommer et par forwards fra bænken uden at købe nye folk til positionerne, ligesom man på et tidspunkt nok er nødt til at slippe ekstremt attraktive Victor Boniface til en af Europas rigeste klubber.

Klubben har desuden for vane at se efter unge spillere til Xabi Alonsos mandskab, der har spillet i toppen af Bundesligaen i adskillige sæsoner, før man på flotteste vis vandt mesterskabet i foråret og brød Bayern Münchens jerngreb.

Tipsbladet har observeret Bayer Leverkusen-folk til kampe i Danmark for at se Franculino i aktion, og angriberens agenter har også været her i landet i efteråret i forbindelse med den stigende interesse, senest i FC Midtjyllands sejr over AGF, hvor Franculino som indhopper scorede til 2-0 på sin første berøring efter 15 sekunder.

En handel kommer til at koste Bayer Leverkusen dyrt efter danske standarder, da FC Midtjylland kommer til at gå efter en rekordhandel og dermed over, muligvis et godt stykke over, de 110 millioner kroner, Gustav Isaksen omtrent kostede ved sit skifte til Lazio i 2022.

Franculinos skade, som Tipsbladet rapporterede om forleden, bør i det store billede ikke være et problem i forhold til en transfer til januar eller næste sommer, da forwarden forventes at være klar inden for få uger.

Viaplay meddelte først om interessen i optakten til FC Midtjylland-Brøndby IF.