Tosin Kehinde har kontraktudløb til sommer, men allerede nu kan han være på vej til Tyrkiet.
Ifølge Ajansspor er 24-årige Tosin Kehinde således tæt på Hatayspor, der er nummer 17 i den tyrkiske liga. Det stemmer overens med Tipsbladets oplysninger
Det forlyder, at Hatayspor vil give Kehinde en kontrakt, der gælder i to og et halvt år. Han har imidlertid en option på de sidste to år, så han kan forlade klubben kvit og frit til sommer, hvis Hatayspor rykker ud.
Hvis skiftet falder på plads, skal Kehinde i Hatayspor spille sammen med en anden tidligere Randers-stjerne, georgiske Saba Lobjanidze.
Det vil utvivlsomt være et stort tab for Randers FC i deres kamp om at komme med i top seks i Superligaen i foråret. Her er klubben aktuelt nummer seks, men forspringet ned til Brøndby IF på tiendepladsen er kun på tre point.
Tosin Kehinde, 24 år, har spillet for Randers FC siden sommeren 2019 og står noteret for 115 kampe for kronjyderne, mens det er blevet til 10 mål og 17 oplæg.