Det er noget af et eventyr, danskerklubben Union St. Gilloise har gang i i Belgien, hvor oprykkerne er på førstepladsen efter 16 runder og har scoret imponerende 41 mål. Danske Casper Nielsen har en stor aktie i den fantastiske sæsonstart som fast starter og anfører ved flere lejligheder.
Den tidligere OB- og Esbjerg-spillers præstationer er ikke gået ubemærket hen, og ifølge Voetbalnieuws er danskeren én af de spillere, der tiltrækker sig stor interesse forud for januars transfervindue.
For 27-årige Casper Nielsen kan det være en mulighed for at score en rigtig stor kontrakt i udlandet, men omvendt må det naturligvis også være fristende og blive i Union St. Gilloise og se, om de kan fuldende sensationen.
Klubbens direktør Philippe Bormans regner med, at der vil være massiv interesse for spillerne i det kommende transfervindue - ikke mindst fra belgiske klubber.
- Selvfølgelig vil nogle klubber forsøge, og de vil de af to grunde - fordi de gerne vil have en god spiller, men også for at destabilisere os. Men jeg vil gerne understrege, at det har vi slet ingen interesse i, siger Bormans til La Capitale.
Foruden Casper Nielsen tørner også Jonas Bager ud for Union St. Gilloise, der har et forspring på fire point ned til Brian Priske og Royal Antwerp på andenpladsen.