Avis: Pione Sisto består lægetjek i FC Midtjylland
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Avis: Pione Sisto består lægetjek i FC Midtjylland

Ifølge Politiken og bold.dk har Pione Sisto fået en kontrakt frem til 2024 i FC Midtjylland.

Den danske fodboldspiller Pione Sisto har skrevet under på en kontrakt med FC Midtjylland, der løber frem til 2024. Det skriver Politiken og bold.dk.

Tidligere lørdag skrev B.T., at Sisto havde bestået et lægetjek i FC Midtjylland og var dermed millimeter fra at skifte til klubben.

Men nu er de sidste detaljer angiveligt faldet på plads.

Det spanske medie Atlántico skrev ellers onsdag, at den 25-årige fodboldspillers skifte tilbage til sin gamle klub hang i en tynd tråd, fordi han ikke kunne blive enig med FC Midtjylland om vilkårene for en kontrakt, og at han derfor var rejst tilbage til Celta Vigo.

Men billeder fra B.T. viser, at Pione Sisto befandt sig i Københavns Lufthavn fredag aften, hvor han skulle være rejst videre til Karup i Jylland ikke langt fra Herning.

Dermed har sagen om den tidligere landsholdsspiller taget en ny drejning.

I sidste uge skrev flere medier, at Sisto kun var et lægetjek og en underskrift fra at skifte til FC København, indtil han sprang fra i 11. time.

Nu ser det i stedet ud til, at hans fremtid ligger hos de forsvarende danske mestre.

Ekstra Bladet skrev fredag aften, at de to klubber skulle være blevet enige om en pris på Pione Sisto på 16 millioner kroner.

Ifølge mediet kan prisen stige med op til ni millioner kroner, hvis forskellige bonusser bliver indløst.

/ritzau/