Som vi tidligere skrev på Tipsbladet.dk, nærmer Casper Nielsen sig et skifte fra OB til belgiske Royale Union Saint-Gilloise, som allerede har hentet Jonas Bager i Randers, ligesom dansk-spanske Thomas Christiansen er ny cheftræner.
Nu skriver Ekstra Bladet så, at der er tale om en overgangssum på fire millioner danske, hvilket er ganske udmærket for fynboerne, som de seneste år har ladet profilerne smutte ved kontraktudløb, hvor spillere som Rasmus Falk og senest Sten Grytebust er gået gratis.
Casper Nielsen har tidligere luftet sine drømme om et udlandsskifte og med en god sæson i bagagen, ser han ud til at være på vej til at tage skridtet til den næstbedste belgiske række.
Endnu har ingen af klubberne meldt noget officielt ud, men OB-træner Jakob Michelsen fortalte kryptisk efter gårsdagens træningskamp, at Casper Nielsen ikke var til rådighed.
Royale Union Saint-Gilloise er ejet af Tony Bloom, som også ejer Brighton.