Medie: OB-tjekke har sagt farvel til holdkammeraterne
I sommer hentede OB den 31-årige midtbanespiller Kamil Vacek, og siden er det blot blevet til 8 minutters Superliga-fodbold for tjekken. Den total bliver ikke forøget i foråret, for Vacek er på vej videre i karrieren.
Det er Sport Fyn, der erfarer, at tjekken mandag morgen har taget afsked med holdkammeraterne på klubbens træningslejr, selvom han egentlig er på kontrakt til 2020.
Endnu er klubben ikke kommet med en officiel udmelding, ligesom det er uvist, hvor den rutinerede midtbanemand fortsætter karrieren, selvom Sigma Olomouc har været nævnt som mulig destination.
Det var i netop Sigma Olomouc, at Vacek fik sin seniordebut, inden turen gik over Slavia Prag til Chievo i Serie A, hvorfra karrieren er gået en smule nedad.