Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: OB jagter tidligere Barcelona-talent

Sydkoreansk angriber med fortid i Barcelonas ungdomsafdeling kan være på vej til OB.

Jung-Bin Park er hidtil den eneste sydkoreaner, der har slået sine folder i Superligaen. Nu kan et nyt navn være på vej.

Ifølge det sydkoreanske medie Sports har OB et særdeles godt øje til den 25-årige offensivspiller Seung-woo Lee, der til dagligt tørner ud for Suwon FC i hjemlandet. Fynboerne skal have henvendt sig til den sydkoreanske klub, og der er dialog om en transfer.

Seung-woo Lee har tørnet ud for Suwon FC det seneste år, men europæisk fodbold er på ingen måde fremmed for offensivspilleren, der allerede som 13-årig blev snuppet af selveste FC Barcelona. I sin første sæson på U13-holdet scorede han svimlende 39 mål i 29 kampe, og dermed slog han ingen ringere end Lionel Messis rekord. 

De lovende takter kunne han dog ikke fastholde, og det var ikke Seung-woo Lees egen skyld. Barcelona blev nemlig straffet for købet af den dengang purunge sydkoreaner, da FIFA skønnede, at Barca havde brudt reglerne for transfers af mindreårige, fordi klubben ikke samtidig sørgede for, at Seung-woo Lees forældre flyttede med ham til Spanien.

Konsekvensen for sydkoreaneren blev, at han først kunne spille kampe igen, når han var fyldt 18. Da han vendte tilbage til kamparenaen, havde flere talenter overhalet ham, og Seung-woo Lee nåede aldrig højere end B-holdet i Barcelona, som han forlod i 2017.

Derudover har offensivspilleren tørnet ud for Hellas Verona, Portimonense og Sint-Truiden, og han opnåede blandt andet 14 Serie A-kampe for Verona. Han scorede også et enkelt mål på San Siro mod AC Milan i 2018.

Nu kan OB være næste stop i Europa for Seung-woo Lee, der har spillet 11 A-landskampe for Sydkorea. Han har dog ikke været inde omkring landsholdet siden 2019.