Ateef Konate er et navn, vi kan komme til at høre mere til i Superliga-sammenhæng inden for den nærmeste fremtid.
Det engelske medie The Athletic melder i hvert fald, at OB er en af flere klubber, der ønsker at leje Nottingham Forest-spilleren. Det samme gør Championship-klubberne Stoke og Bristol City og unavngivne klubber fra League One.
Nottingham Forest hentede den offensive midtbanespiller i Le Havre i sommeren 2020, og han fik tre optrædener for klubbens førstehold i sidste sæson.
Han har udelukkende optrådt for U23-mandskabet i denne sæson, men har imponeret i Premier League 2, og det er en spiller, Nottingham Forest angiveligt har store forventninger til. Derfor ønsker Premier League-klubben at udleje Konate, så han kan få mere erfaring med seniorfodbold.
Nottingham Forest har papir på Konate indtil sommeren 2024.
OB mistede for nyligt Issam Jebali til japanske Gamba Osaka, og fodbolddirektør Björn Wesström udtalte efterfølgende, at fynboerne arbejder på at hente nye spillere. Man leder dog ikke nødvendigvis efter en direkte erstatning. Læs mere HER.