Mandag blev der sat navn på den nye træner, der skal stå i spidsen for FC København efter fyringen af Ståle Solbakken. Det bliver Jess Thorup, der vender hjem til dansk fodbold og 3F Superligaen, og ikke mindst vender han også hjem til en ganske pæn løncheck.
I hvert fald skriver Ekstra Bladet, at Jess Thorup i årlig gage kommer til at tjene i omegnen af ni millioner kroner som træner for FCK. Det er lidt mindre end Ståle Solbakken - nordmanden hev en årlig gage hjem på i omegnen af ti millioner kroner.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan Thorup dog under de rette omstændigheder godt komme tæt på en tocifret løn. Der er nemlig bonusser i vente i tilfælde af dansk mesterskab og kvalifikation til europæisk gruppespil.
Jess Thorup bliver således også den bedst betalte af alle ansatte i FC København, hvor spillere som Andreas Bjelland, Carlos Zeca og Viktor Fischer er de bedst betalte med lønninger i niveauet 7,5 mio. kr. til seks mio. kr.