Mere og mere tyder på, at Frederik Sørensen skal væk fra FC Köln. Den høje midtstopper har bare fået 97 minutters spilletid i denne sæson, og tidligere på dagen forlød det, at han var en af seks spillere, som klubben gerne ville afskibe.
Nu skriver lokalavisen Express så, at FC København er interesseret i Sørensen. Ifølge avisen har FCK allerede henvendt sig for at høre nærmere til muligheden for at hente ham hjem til dansk fodbold.
Læs også:Avis: Tysk klub klar til at forære dansker væk
Forhandlingerne befinder sig dog stadig på et tidligt stadie, og Sørensen skal ifølge Express acceptere en "enorm" lønnedgang for at komme til FCK. Avisen skriver, at han tjener to millioner euro, godt 15 millioner kroner, om året i FC Köln.
Den tidligere Juventus-spiller har kun et halvt år tilbage af sin kontrakt med klubben, så en eventuel transfersum vil være så beskeden, at tyskerne ifølge Bild er villige til at forære Frederik Sørensen væk for at spare lønkronerne.
Læs også:Hård dansker-dag i Bundesligaen
Den nu 28-årige midtstopper forlod Lyngby Boldklub til fordel for Juventus i 2010. Siden nåede han forbi Bologna, Hellas Verona og kom til FC Köln i 2015. I seneste sæson var han dog lejet ud til Young Boys, med hvem han vandt det schweiziske mesterskab.
Hvis FC København henter Frederik Sørensen, bliver han for første gang Superliga-spiller. Han nåede aldrig at debutere for Lyngbys førstehold, før Juventus købte ham, da han var teenager.
Læs også:Bundesliga-træner roser dansk forsvarsspiller
Læs også:Medie: Frederik Sørensen bliver i Köln
Læs også:Ikke kun fodbold: FCK-profil spillede badminton mod verdensmester