Han var efterspurgt i transfervinduet, svenske Simon Tibbling.
Midtbanespilleren fra Brøndby IF var flere gange genstand for bud fra FC Midtjylland.
Men de danske mestre var ikke de eneste, der var interesserede, fortæller avisen BT.
Ifølge BT var også FC København interesseret, og Superligaens aktuelle tophold bød 19 millioner kroner på sidstedagen i transfervinduet på Simon Tibbling. Ifølge avisen kunne prisen stige til mellem 25 og 35 millioner kroner, hvis visse bonusser ville blive indfriet.
Brøndby IF takkede dog nej til buddet, som Simon Tibbling bekræfter.
- Det gik stærkt. Det var den sidste dag og de sidste timer. Jeg havde ikke rigtig tid til at tænke over, hvad der skete. Det var den 31. august - to eller fire timer, før vinduet lukkede. Det kom som et chok for mig. Jeg havde ikke lige forventet et bud fra FC København, så jeg tænkte: 'Okay', siger Simon Tibbling til BT.
Simon Tibbling skfitede for mere end et år siden til Brøndby fra hollandske Groningen, og han var i sidste sæson en stor profil for klubben.