Han sad på tribunen lørdag, da FC Midtjylland spillede 0-0 med AGF i Superliga-premieren, og som tipsbladet.dk tidligere har fortalt, er det slet ikke sikkert, at den 28-årige tysker Dominick Drexler bevæger sig fra tribunen og på banen for de danske mestre.
Tyskeren, der plejer en skade for tiden, skiftede til FC Midtjylland denne sommer fra Holstein Kiel, men han lader til at have fortrudt sit skifte og ønsker i stedet at vende hjem til tysk fodbold. Som tipsbladet.dk også fortalte, er Mainz 05 det bedste bud på en ny arbejdsgiver.
Mainz spiller i den bedste tyske række og kan betale det, FC Midtjlland vil have for at sælge den 28-årige offensivspiller. Om klubben så vil betale beløbet er et andet spørgsmålet.
Ifølge det tyske medie Bild er Mainz dog ikke den eneste interesserede klub - mediet skriver, at også Bundesliga-nedrykkerne FC Köln kan have interesse i Dominick Drexler. FC Köln har hentet træner Markus Anfang, der kender Drexler, som han var træner for i Holstein Kiel.
Tipsbladet.dk forstår dog, at det er usandsynligt med FC Köln.
Det er Mainz, der lader til at være nøglen i forhold til Drexlers fremtid i FC Midtjylland. Det er klubben, der viser størst interesse og kan betale de penge, FC Midtjylland ønsker efter flere store salg denne sommer.
FC Midtjylland betalte 18,5 millioner kroner for midtbanespilleren, der var fremragende i sidste sæson, hvor han scorede 14 gange og stod for 12 oplæg. Fordi han gjorde det så godt mod slutningen af foråret - hvor aftalen med Midtjylland angiveligt var indgået - står ulvene fast på at sælge med en stor gevinst. Op mod dobbelt så meget, som klubben selv betalte.
Drexler er på en fireårig aftale i FC Midtjylland.