I løbet af weekenden begyndte der at florere rygter om, at Denis Vavro kan vende tilbage til FC København efter to og et halvt svære år hos den italienske hovedstadsklub Lazio.
Og meget tyder på, at en transfer er meget tæt på.
Ifølge Tipsbladets oplysninger er stopperen endda også landet i København mandag formiddag forud for at gennemføre skiftet.
Der skal ifølge Tipsbladets oplysninger være tale om en lejeaftale for resten af sæsonen, så FC København får altså glæde af den 25-årige stopper frem til sommer.
Italienske Tuttomercatoweb skriver dog, at det kan ende ud i en permanent transfer. Mediet skriver, at der således kan være en købsoption eller et købskrav med i en eventuel lejeaftale.
Lazio hentede Denis Vavro fra netop FC København i sommeren 2019 for lige godt 75 millioner kroner, men han har aldrig været en succes i Rom-klubben. I den indeværende sæson har han også blot spillet 12 minutter.
I FCK var den nu 25-årige slovak dog en stor succes i sin tid, og klubben har brug for en stopper, eftersom de ved årsskfitet vinkede farvel til Ruben Gabrielsen.