Medie: Dansk klub byder på FC Midtjylland-spillers tvillingebror
Foto: Getty Images
Superliga

Medie: Dansk klub byder på FC Midtjylland-spillers tvillingebror

I sommer skiftede den svenske back Joel Andersson til dansk fodbold og FC Midtjylland for tæt på 10 millioner kroner. Nu kan hans tvillingebror også være på vej til Danmark.

Dansk fodbolds bedste række fik i sommer tilgang af den svenske back Joel Andersson. Han rykkede til FC Midtjylland for en pris i underkanten af 10 millioner danske kroner, og den investering har været god for de danske mestre, for hvem han har været fast mand.

Når forårssæsonen starter op i Superligaen, kan Andersson have fået selskab af sin tvillingebror i rækken.

Det er det svenske medie FootballDirekt, der skriver, at Joel Anderssons tvilling - Adam Andersson - er i høj kurs hos en dansk klub, og at den danske klub allerede skal have budt på spilleren fra BK Häcken.

2,9 millioner kroner skal den danske klub have lokket BK Häcken med, men Göteborg-klubben har afvist buddet, fordi den ønsker flere penge for Andersson.

Ifølge mediet kræver klubben 4,4 millioner kroner for Adam Andersson, der ligesom som FC Midtjyllands Joel Andersson tidligere i ugen blev udtaget til Sveriges ligalandsholdstur i januar.

Superligaen har allerede et enkelt sæt tvillinger i form af Peter og Jakob Ankersen fra henholdsvis FC København og AGF, og hvis alt går vel, kan det altså være, at Superligaen bliver et sæt tvillinger rigere.

Det fortælles ikke, hvilken dansk klub der forsøger at købe Adam Andersson, men klubben skal finde pengepungen frem, for han har stadig to år igen af sin aftale med BK Häcken.

Tvillingerne skiftede for tre år siden til BK Häcken fra Västra Frölunda.

Ligesom sin bror er Adam Andersson, 22 år, back. Han kan også spille på midtbanen.


Adam Andersson tv. Foto: Getty Images