Kasper Hjulmand har været bookmakernes favorit til at overtage det ledige trænersæde i Anderlecht, lige siden klubben i sidste uge tog afsked med Fred Rutten, og den ansættelse ligger da også lige til højrebenet med tanke på, at Hjulmand allerede i januar var tæt på at blive cheftræner i klubben. Dengang var Hjulmand stadig bundet til FC Nordsjælland - det er han ikke mere.
Nu vil Anderlecht dog ikke længere havde den danske succestræner. Det skriver i hvert fald Sudpresse.
Ifølge det belgiske medie hælder Anderlechts ansættelsesudvalg, som består af formand Mark Coucke, sportschef Michael Verschueren, teknisk direktør Frank Arnesen, talentansvarlig Jean Kindermans og rådgiver Pär Zetterberg, til at ansætte en belgier med solidt kendskab til den nationale liga og Anderlecht som klub. Den profil passer Kasper Hjulmand selvsagt ikke perfekt på, og mediet nævner i stedet Franky Vercauteren og Felice Mazzu som de bedste bud.
Anderlecht har haft en sæson langt under forventningerne, og der skal derfor bygges op fra bunden i den kommende sæson. Det arbejde vil klubben angiveligt helst lade i hænderne på en belgier.
Hvis Sudpresse er korrekt informeret, og Kasper Hjulmand ikke længere er en varm kandidat i Anderlecht, er spørgsmålet, om det kan åbne for, at den tidligere FCN-træner bliver ny mand i spidsen for Brøndby IF, der helt sikkert har ham øverst på blokken. Flere belgiske klubber har dog også været sat i forbindelse med Kasper Hjulmand.
Kasper Hjulmand har benyttet pausen til at gå sammen med sin tidligere kollega Morten Wieghorst, og de ventes at blive henholdsvis cheftræner og assisterende træner, når Hjulmand på et tidspunkt finder en ny klub.
Og det ser altså ikke umilddelbart ud til at blive Anderlecht.
Hør Brøndbys sportsdirektør Ebbe Sand udtale sig om Kasper Hjulmand i videoen i toppen af artiklen.