Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: AGF henter Jon Dagur Thorsteinsson

AGF kan snart præsentere Jon Dagur Thorsteinsson som ny mand på Fredensvang, skriver islandsk medie.

Vendsyssel FF må en tur ned i NordicBet Ligaen, og med det in mente kan nordjyderne godt glemme alt om at holde på islandske Jon Dagur Thorsteinsson, som klubben har haft på en lejeaftale fra Fulham FC hele sæsonen.

Meget tyder dog på, at den 20-årige kantspiller bliver i Danmark.

Ifølge 433.is har Jon Dagur Thorsteinsson været til lægetjek i AGF, og han vil snart blive præsenteret som ny mand på Fredensvang. Det er kun en måned siden, at offensivspilleren forlængede sin kontrakt med Fulham FC, men hvis man skal tro det islandske medie, skifter Thorsteinsson permanent til AGF.

AGF har allerede hentet Anders Fæster og Nicolai Poulsen til klubben denne sommer, og Jon Dagur Thorsteinsson ser dermed ud til at blive den tredje nyerhvervelse i Aarhus, hvor sportschef Peter Christiansen i flere transfervinduer har haft held og dygtighed til at have truppen tidligt på plads.

Jon Dagur Thorsteinsson scorede tre mål for Vendsyssel FF i den forgangne sæson.