Tipsbladet i Brøndby.
Torsdag sikrede Brøndby IF sig en billet i pokalturneringens kvartfinaler. I en uskøn kamp var Yuito Suzukis scoring i første halvleg nok til at sikre Brøndby IF en sejr på 1-0 på Cepheus Park.
Kampen var præget af en masse dueller og nærkampe, som af og til gik ud over Mathias Kvistgaarden. Da Tipsbladet talte med angriberen efter fredagens træning, var det lige før, at man stadig kunne skimte det kronjyske græstæppe på knæene.
Undervejs i kampen påpegede Rasmus Bertelsen, at Brøndby-angriberen skulle blive på benene, hvilket Viaplays kommentatorer også hæftede sig ved. Mathias Kvistgaarden køber dog ikke, at han falder for let.
- Jeg er en spiller, der rigtig ofte er i ubalance i mine dueller, fordi jeg gerne vil udfordre. Så jeg bukker mig og går langt ned for at sno mig rundt om modstanderne. Hvis man får et skub der, så er man i ubalance. For min skyld må de sige, hvad de vil. Deres job er at snakke.
Mathias Kvistgaarden bruger i hvert fald ikke mange sekunder på at bekymre sig om andres meninger.
- Næh, overhovedet ikke. De gange, hvor jeg lå ned, var der en hånd i hovedet eller en god stempling på foden, som man så til sidst i kampen. Så det skal de have lov til at mene.
Jesper Sørensen var af gode grunde tættere på Rasmus Bertelsen, end Mathias Kvistgaarden var det i løbet af torsdagens møde. Han svarer dog kortfattet på Tipsbladets spørgsmål.
- Det ved jeg ikke noget om. Det er klart, at det handler om, at Kvistgaarden er inde i rigtig mange aktioner, hvor han duellerer med modstanderen... Det har jeg ikke nogen kommentarer til.
Lagde du mærke til, at Bertelsen ofte kommenterede det?
- Ja, det kunne jeg da også godt høre, var hans mening omkring det.
Hvad tænker du om, at han har den mening?
- Det er fint nok. Det styrer han.
Vil I ændre noget omkring Kvistgaarden eller påpege noget overfor ham?
- Jeg tror helt klart, at det bedste for Kvistgaarden er, hvis han kan stå på benene mest muligt, så kan han komme væk fra modstanderne.
21-årige Mathias Kvistgaarden har også haft masser af minutter stående på benene, hvor Brøndby-angriberen har leveret fem scoringer og samme antal assister i denne sæson.