Brøndby IF har sikret sig offensivspilleren Mathias Greve, der skifter til de danske mestre fra Randers FC, hvor han har tilbragt de seneste halvandet år.
Fynboen Mathias Greve har fået sin fodboldopdragelse i OB, men det blev aldrig helt godt for ham i Ådalen. Det blev det til gengæld i Randers FC, og nu skal han slå sine folder i én af Danmarks største klubber.
Den seneste, der skiftede fra Randers FC til Brøndby IF, var Kasper Fisker, der blev lidt af en darling på Vestegnen.
- Sidst der var en spiller, der skiftede fra Randers FC til Brøndby IF, beskrev han det som ”sit store udlandseventyr.” Det rammer nok meget godt den følelse, jeg også står med lige nu. Brøndby IF er det første hold, man kigger efter i kalenderen, når kampprogrammet for en ny sæson offentliggøres. Nu står jeg så sammen med dem, de andre hold kigger efter i den kalender, og det glæder jeg mig helt enormt meget til, siger Mathias Greve og tilføjer:
- Som offensiv spiller er Brøndby IF nok det fedeste, du kan komme til at spille for i Danmark pt., og jeg kommer for at være med til at give den offensiv endnu mere power. Jeg vil da gerne score nogle mål, men det er mindst lige så vigtigt for mig at gøre mine holdkammerater gode. Derfor sætter jeg også en stor ære i at have anden- og tredjesidste fod på en scoring og at knokle hårdt for holdet mod bolden.
Mathias Greve har underskrevet en fireårig aftale med Brøndby IF.