Martin Ørnskov tæt på udløb: Silkeborg IF står mit hjerte nært
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Martin Ørnskov tæt på udløb: Silkeborg IF står mit hjerte nært

Fremtiden er uvis for Martin Ørnskov, der ikke lægger skjul på, at hans hjerte især banker for Silkeborg IF. Måske et comeback i Søhøjlandet lurer?

Martin Ørnskov spillede sin Superliga-kamp nummer 296, da Lyngby Boldklub sikrede sig overlevelse i landets bedste række med 2-2 mod Hobro IK. Dermed nærmer midtbanespilleren sig med hastige skridt imponerende 300 optrædener i Superligaen.

Spørgsmålet er bare, om han får mulighed for at runde milepælen.

34-årige Martin Ørnskovs kontrakt med Lyngby Boldklub udløber ved udgangen af juli, og det er stadig uvist, om han er en del af de kongeblås Superliga-mandskab efter sommerferien.

- Status er, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske. Jeg føler som udgangspunkt ikke, at jeg er færdig med at spille fodbold. Jeg var begyndt at stille mig selv spørgsmålet, om jeg fortsat kan holde til det, og det, føler jeg, at jeg fik vist mod slutningen af sæsonen, at jeg godt kan, siger Martin Ørnskov til tipsbladet.dk.

Selv om aftalen med Lyngby udløber i denne uge, er der ikke sat et endelig punktum i forhold til Ørnskovs arbejdsgiver gennem de seneste fire sæsoner.

Læs også:OB-talent rygtes til Vejle Boldklub

- Jeg ved ikke så meget. Jeg har været glad for at være i Lyngby, og jeg troede måske, at det også var klubben, hvor jeg skulle slutte min karriere, men nu kan det være, det bliver anderledes, fastslår Ørnskov.

Retur til Silkeborg IF?
Martin Ørnskov blev hentet til Brøndby IF i 2013, og tre år senere skiftede han til Lyngby Boldklub. Dermed har jyden boet i hovedstaden i mange år, men Jylland trækker en smule i ham.

Særligt fødebyen Silkeborg.

- Jeg har været glad for at bo i København, så hvis jeg skal tilbage, er der primært én klub, jeg gerne vil spille for.

Den klub er Silkeborg IF, som han forlod i 2012 og har spillet 159 kampe for.

Læs også:Klublegende meget tæt på at forlænge med Lyngby

- Lad mig starte med at slå fast, at alt kan ske, og alt er muligt i fodboldens verden, men jeg lægger ikke skjul på, at Silkeborg IF står mit hjerte meget nært. Jeg føler også noget for Brøndby og Lyngby, men jeg startede i Silkeborg IF, da jeg var seks år, og det vil altid være en helt særlig klub for mig. Selvfølgelig kan jeg forestille mig at spille der igen, siger Martin Ørnskov.

Så du vil blive glad, hvis Kent Madsen (Silkeborg IF's administrerende direktør, red.) ringer?

- Ja, selvfølgelig. Han er altid velkommen til at give mig et kald, og hvis han gør det, så tager vi en snak og ser på, hvordan tingene står. 

Martin Ørnskov spillede kun 13 kampe for Lyngby i den forgangne sæson. Han har været hårdt plaget af en hjernerystelse. 

Læs også:Blog: Henriksen reddede Horsens - bider en anden Superliga-klub på nu?

Læs også:AGF om Ankersen-exit: Ikke muligt at blive enige

Læs også:Solbakken vil sælge flere: Kan vi skabe mere luft i budgettet?