Video : Tipsbladet
Generelle

Diego Maradona får grønt lys til at forlade hospital

Otte dage efter sin hjerneoperation forlod Diego Maradona hospitalet i byen Olivos onsdag aften.

Diego Maradona forlod onsdag aften dansk tid hospitalet i ambulance efter at have fået grønt lys fra lægerne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kort forinden havde lægen Leopoldo Luque talt med de fremmødte journalister uden for klinikken i Olivos nord for Buenos Aires, hvor fodboldlegenden er indlagt.

- Han kommer meget snart ud, sagde lægen.

For otte dage siden blev Maradona opereret for en blodansamling mellem kraniet og hjernen.

Maradona kunne forlade hospitalet, efter at han ifølge lægen havde skrevet under på sine udskrivelsespapirer.

Ifølge AFP er forventningen, at Maradona fortsætter behandlingen i byen Tigre, der ligger 30 kilometer nord for Argentinas hovedstad. Her vil han være tæt på sin familie.

- Diego har gennemgået den måske sværeste periode i sit liv, sagde hans advokat Matias Morla tidligere onsdag.

- Nu har han brug for at være sammen med familien og at være omringet af professionelt sundhedspersonale.

Maradona er i dag cheftræner for Gimnasia, der spiller i Argentinas bedste fodboldrække og har hjemme i La Plata en kort køretur syd for hovedstaden Buenos Aires.

Han havde sin storhedstid i Napoli, som han førte til det italienske mesterskab i 1987 og 1990. Argentineren regnes af mange som en af de bedste fodboldspillere i historien.

Han er fortsat et enormt navn i sit hjemland, og fremmødte fans har hængt hilsner og støttebannere op uden for hospitalet, hvor han er blevet behandlet.

30. oktober fyldte han 60 år.

/ritzau/