HERNING (Tipsbladet): Det var en sløj omgang fodbold, FC Midtjylland leverede i fredags mod Randers FC, der fuldt fortjent vandt den første i kamp i Superligaen og for den sags skyld alle andre turneringer over FCM i 13 år og havde betydeligt flere chancer til 3-1 og 4-1, end FCM fik skrabet sammen til at forsøge en ufortjent udligning.
Med landstræner Brian Riemer på sidelinjen i samtale med FCM-cheftræner Thomas Thomasberg og spillerne på en flot træningsbane i Herning var det så som så med gravkammer-stemningen tirsdag, efter mundvigene dårligt kunne have vendt mere nedad i Randers.
Men ingen forsøgte at tale fredagens kamp op, og i FC Midtjylland er alle bevidste om, at gentagelser af den præstation sandsynligvis vil koste forsvaret af DM-titlen og sikkert også kan bringe andenpladsen i fare, hvis Brøndby, AGF eller Randers sætter en god stime sammen.
– Det fortæller jo, hvor hurtigt det går. Det eneste, vi kan og skal gøre noget ved, er vores egne præstationer og dermed også forhåbentlig resultater. Og det er det, vi har en første chance for på søndag. Så for mig, den der ærgrelse og frustration, der var over den indsats, vi lagde for dagen i Randers, den håber jeg på, der kommer en reaktion på søndag, siger Thomas Thomasberg på sidelinjen, da træningen er ved at være afviklet.
Ser på lederskab og spillertyper
Noget af det, der bekymrede FC Midtjylland-træneren og hans kolleger og spillere fredag var manglende sammenhæng i spillet og samarbejdet offensivt og defensivt, hvor anfører Mads Bech Sørensen efter kampen var særdeles utilfreds med, at aftaler ikke blev overholdt.
Og udefra set manglede der da i den grad også tilbageløb fra de offensive spillere, når en holdkammerat havde brug for hånd, og at FCM især i første halvleg overhovedet kunne tage kampen op med Randers i stedet for blot at afværge situation efter situation med hurtige boldtab ind i mellem.
– Det var ikke noget, jeg kunne genkende, for det var første gang i foråret, jeg stod og snakkede om indsats og mentalitet. Parathed i forhold til det, det kræver at vinde fodboldkampe. Vi havde tabt et par kampe i Europa og et par stykker i Superligaen, men der blev der jo ydet for sagen. Det her var langt under det, vi vil se. Det håber jeg, spillerne også har fanget. Der var ikke nogen, der havde en god følelse, da vi gik i omklædningsrummet, siger Thomas Thomasberg.
At være leder på et fodbold kan være og er oftest meget andet end at råbe ordrer til holdkammeraterne, men fredag i Randers var der påfaldende stille og til tider frustrerede miner fra FCM’s side.

Triste miner efter en dårlig kamp af FC Midtjylland i Randers. Foto: Alamy
I Tipsbladet har det flere gange været et tema i analyser, at FC Midtjylland kunne bruge mere erfaring, ikke mindst på den centrale midtbane, ligesom det også har været et tema specifikt efter Randers-kampen.
Og cheftræner Thomas Thomasberg er enig i, at det mod Randers kunne have været en fordel med et par ekstra erfarne spillere til at hjælpe kammeraterne omkring sig i en dårlig kamp, hvor anfører Mads Bech Sørensen så ud til at stå meget alene med opgaven og heller ikke selv spillede nogen stor kamp.
– Uden at det skal blive til en kæmpe overskrift, så var det jo noget af det, vi var bevidste om, da vi sammensatte truppen, og når jeg sender et hold på banen. Nogle gange giver det noget rigtig godt, og vi har mange dygtige spillere. Men Randers så meget dygtigere ud end os i fredags.
– Så på den konto manglede vi noget, der kunne sørge for, at bundniveauet og grundsubstansen var stærk. Og der er det naturligt, at jo mere erfaring, viden og nogle gange også alder ,du har, hvor mange kampe på banen, du har haft. Der kan jeg godt købe ind på, at der mangler noget, siger Thomas Thomasberg.

– Den tanke har der da også været hos os i trænerstaben, at det kunne være, jeg skulle have haft et par stykker ekstra, der kunne have rusket lidt mere op i det inde på banen, og som kunne sørge for at gøre det, det kræver at komme ud af en lidt dårlig periode.
– Så det kan jeg godt følge, men vi vidste det også godt. Vi sad jo også og glædede os rigtig meget over det talentfulde spil og kvaliteten i nogle af de andre kampe. Men selvfølgelig er det noget, man sidder og overvejer, hvordan vi sikrer det [bundniveauet] bedre, når tingene ikke helt fungerer, som de skal, siger FCM-cheftræneren.
Er det en pris, man risikerer at betale, når man som jer sætter en ung trup sammen?
– Men sådan er det jo. Når du får én ting, så kan det være, der er noget andet, du ikke får. Og sådan er det i alle mulige sammenhænge. Når vi har en rigtig hurtig spiller på banen, kan der være nogle minusser på andre områder. Og når man har en rigtig klog spiller på banen, kan det være, han savner farten. Sådan er det, når du vælger. Der skal du være dygtig som træner til at sætte et hold, hvor det [som mod Randers] ikke sker for tit.
Men det er ikke sådan, at du her efter 24 runder tænker, at I skulle have sat en lidt mere erfaren trup sammen med et par ekstra erfarne spillere sidste sommer eller i januar?
– Nej nej nej. Det er jo et bevidst valg, vi har truffet, hvordan vi har skruet vores trup sammen. Og den har jo vist sig at være mere end konkurrencedygtig. Havde vi nu vundet de her to kampe, så havde vi stadigvæk ligget i spidsen, og så havde vi sagt, at det var det helt rigtige valg, siger Thomas Thomasberg.
– For mig er det jo noget, du hele tiden sidder og overvejer, hvordan skal din trup være skruet sammen. Og det gør vi jo også til det næste transfervindue. Men lige nu er der jo ikke noget, vi kan lave om. Men vi kan jo lave lidt om for det, vi har af muligheder inden for truppen. Det er jo lidt specielt, at man på så kort tid går fra at snakke om et Midtjylland-hold, der har toppræsteret. Hvem er det næsten, der kan følge med dem? Hvem er det, der kan slå dem? For at sidde og snakke om det modsatte 14 dage efter. Der er det jo den her sort-hvide verden, som vi lever i. Men tanken i det kan jeg jo godt følge, for den har også strejfet mig.
Ændringer i spil i FCM
Til weekenden møder FC Midtjylland et AGF-mandskab, der med noget nær statsgaranti også kommer blæsende med højt tempo og en række særdeles fysisk stærke spillere.
Så det er på papiret ikke et spor lettere opgør end sidste fredags skuffende nederlag til Randers.

Hos FCM har Adam Buksa siddet ude de seneste uger, i målet skiftede Thomasberg for omtrent halvanden måned siden tilbage til Elias Ólafsson i stedet for den ti år ældre Jonas Lössl, mens FCM også har kort som Joel Andersson og Christian Sørensen ude på bænken med stor erfaring. FCM har desuden Dario Osorio i karantæne.
Og hvordan den kabale bliver lagt ved Thomas Thomasberg næppe endnu, men efter Randers-kampen er ændringer i startopstillingen i spil.
– Selvfølgelig. Og som jeg siger, nogle af de gange, når du har gjort det rigtig godt, så er det mere naturligt, at du smider de samme på banen. Når du har fået et par resultater, der har været for dårlige, og en indsats, der har været rigtig dårlig, så sidder du selvfølgelig og gør dig dine overvejelser i trænerstaben, siger Thomas Thomasberg.
FC Midtjylland er to point efter FC København i tabellen efter de to nederlag til Brøndby og Randers, hvor FCK har slået Randers og FCN med 1-0.
FC København og Brøndby spiller søndag klokken 14, mens AGF og FC Midtjylland spiller i Vejlby i det nordlige Århus klokken 16.

Panik i AaB: Minder om Zornigers sidste tid

FC Midtjylland tæver FCK og er tilbage i front

Matt O’Riley har lagt stor nedtur bag sig

Kommenterer rygtet

Randers prygler AGF

Elendigt! Hvad er der sket, AGF?

Marc Dal Hende skubbet væk: ‘Han er stjernen’

Overfuset af fan: ‘Hvem tager fucking ansvar?’
Kære FC København: Hvad venter I på?

United lurer på dyr Bundesliga-målmand

Opstillingerne landet – Jacob Neestrup rokerer

– De har ikke en chance for at blive dansk mester

Europæiske topklubber lurer på FCK og FCM-stjerner

Laudrup spår stort drama: Alle bliver ramt

Målfest: Viborg må nøjes med uafgjort mod Vejle

Lyngby i store problemer: Taber til Sønderjyske

Ekene Chukwuani med kongemål for Brøndby

Wow – han kan blive vild i Superligaen!

Han er fuldstændigt vanvittig!

Van der Vaart slagter Real-stjerne: En idiot

Slår fast: ‘Perfekt skifte for Højlund’

OB sejrer i målfest

Ancelotti er færdig i Real Madrid – om ni dage

Gav Patrick Pentz vigtig besked inden straffespark

Udfordrer Osorio: Messi kunne finde ud af det

Ramaj-karantæne forlænges – kæmpebøde til FCK

Ser dansker i kæmpeklub: ‘Sindssygt fedt skifte’

Vil forbi Brøndby: Går minimum efter Europa

Liverpool forlænger med Virgil van Dijk

– Var det første Jacob Nielsen sagde til mig

Hvis alt var op til Delaney: ‘Ud med det!’

Kasper Schmeichel på fornem liste

FCM-stjerne: – Jeg ved ikke, om jeg er enig

AaB-boss freder Menno van Dam efter kollaps

– Vi løber rundt som en flok miniputspillere

Med livrem og seler i Superliga-topbrag

Arsenal hælder Real Madrid ud af Champions League

Inter er klar til semifinalen i Champions League

Henter endnu et talent i FC København

Birk: Jeg er ved at være træt af det her interview

Vækker opsigt: Oprør mod danskerklubs finte

Uforstående Michael Laudrup: ‘Hvad laver du’?

‘Captain America’ står for Brøndby: ‘Et monster’

Magtdemonstration: Silkeborg knuser AaB

Hold nu op – leverede han sæsonens dårligste kamp?

Laudrup kritiserer Real Madrid: Nytter ikke noget

Dansk træner på blokken i Wolfsburg

Brøndby-profil om Ramaj: ‘Skal have konsekvenser’

Hylder dansker: Han må kunne finde en større klub!

De ser ud til at hente Norges største talent

Officielt: Køber Rasmus Nissen Kristensen

FC København er uden fem mand mod FC Midtjylland

Brøndby IF – FC Nordsjælland

Sprudler i FCM: ‘Ville prøve noget andet end FCK’

Afsløring: Til prøvetræning i Superliga-klub