Mandla Masango klar i spyttet: Vil væk fra Randers
Foto: Randers FC
Superliga

Mandla Masango klar i spyttet: Vil væk fra Randers

Mandla Masango har meddelt Randers FC, at han vil sælges.

Christian Keller, Karl-Johan Johnsson, Jeppe Tverskov, Kasper Junker, Jack Duncan og Mustafa Amini.

Listen over spillere, der har sagt farvel til Randers FC i dette transfervindue, er efterhånden lang. Og den kan meget vel blive endnu længere i nærmeste fremtid. Mandla Masango befinder sig nemlig på affyringsrampen i den kronjyske Superliga-klub. Det er imidlertid ikke på klubbens foranledning. Den sydafrikanske offensivspiller sættes i øjeblikket i forbindelse med AaB, og det står klart, at han vil væk fra Randers FC.

- Mandla har gjort sine intentioner meget tydelige for Randers FC. Han vil væk. Det er det eneste, jeg kan sige på nuværende tidspunkt, siger Mandla Masangos agent, Buddy Farrah, til tipsbladet.dk.

Dermed kan Randers FC altså stå over for at sige farvel til endnu en spiller - den potentielt syvende af slagsen siden sæsonafslutningen. I første omgang slår klubben dog koldt vand i blodet i forhold til Masango, der har kontrakt til 2018.

- Det er noget, vi holder internt. Men jeg vil gerne understrege, at Masango har to år tilbage af sin kontrakt, og han skal som alle øvrige spillere være bevidst om, hvad han har skrevet under på. Vi indgår en aftale med en spiller, men spilleren indgår også en aftale med os. Det går begge veje, og det gælder selvfølgelig også for Masango, siger sportschef i Randers FC, Ole Nielsen.

Mandla Masango har spillet 27 kampe og scoret seks mål for Randers FC.