Den spanske fodboldspiller David Silva har spillet sin sidste kamp for Premier League-klubben Manchester City.
Det betyder dog langtfra, at 34-årige Silva bliver glemt i klubben.
Den har nemlig valgt at rejse en statue af spanieren efter ti års tjeneste. Det meddeler Manchester City på sin hjemmeside mandag.
- Han har efterladt et stort aftryk på holdet og klubben, dens historie og på Premier League generelt. Han har været en vigtig del af den smukke fodboldfilosofi, vi ser i dag, siger bestyrelsesformand Khaldoon Al Mubarak.
Læs også:Jürgen Klopp: Jeg stopper måske som træner efter Liverpool
Tidligere har også belgiske Vincent Kompany fået rejst en statue af sig.
Både Kompany og Silva har været en del af Citys rejse til toppen af engelsk fodbold, siden der blev investeret stort i klubben.
- Ligesom med Vincent, så vil Davids statue fungere som en påmindelse om de fantastiske øjeblikke, han gav os. Ikke kun som en fantastisk fodboldspiller, men som en inspirerende frontfigur, lyder det.
David Silva kom til Manchester City i 2010 fra spanske Valencia.
Læs også:Mandagens rygtebørs: AGF og AaB lurer på Randers-lejesvend
Han har spillet 436 kampe for klubben og blandt andet været med til at vinde fire Premier League-titler og FA Cuppen to gange.
Han er desuden noteret for 125 kampe for det spanske landshold.
Det har i lang tid været kendt, at den netop overståede sæson ville blive Silvas sidste i City. Det vides ikke, hvor turen nu går hen for spanieren.
/ritzau/
Læs også:Kompany stopper som spiller: 100 procent fokus på trænerrollen
Læs også:Manchester City-stjerne langer ud efter 'patetiske' Liverpool-fans
Læs også:Slår Liverpool-trio: De Bruyne er sæsonens spiller i Premier League