Video : Tipsbladet
Superliga

- Man tænker, at det ikke er pengene værd

Vito Hammershøy-Mistrati sætter ord på det skuffende ophold i Rumænien.

Vito Hammershøy-Mistrati fik i sommer sit ønske om at komme til udlandet opfyldt, da han efter et meget succesfuldt ophold i Randers FC tog turen til Rumænien og CFR Cluj.

Her var der ikke ret meget succes at prale af for den 30-årige offensivspiller.

Mistrati fik ikke ret meget spilletid i CFR Cluj - ikke mindst på grund af nogle helt nye regler, som pludselig blev indført - og derfor forlod han klubben i januar til fordel for Glen Riddersholms IFK Norrköping.

Selv om opholdet ikke gik som forventet, fortryder Vito Hammershøy-Mistrati ikke, at han valgte CFR Cluj blandt de bejlere, han havde.

- Det var meget frustrerende. Jeg startede rigtig godt, men så blev jeg skadet og kom ikke tilbage. Der skete mange ting, og det er en anderledes mentalitet og kultur, ikke som i Skandinavien. Det er liv eller død. Det var ikke, fordi jeg ikke havde evnerne, men det var hårdt mentalt og jeg lærte meget, siger Mistrati til Fotbollskanalen og tilføjer:

- Jeg fik oplevelser, som jeg tager med mig resten af livet, og jeg er blevet en stærkere spiller. Jeg er ikke skuffet over, at jeg tog dertil. Det var en god oplevelse - hård, men god. Jeg er vokset som menneske og fodboldspiller, så jeg er bedre, end før jeg tog til Rumænien.

- Jeg har lært meget om, hvordan fodboldlivet kan være. Alt er ikke en dans på roser. Selv om det er godt betalt, tænker man nogle gange, at det ikke er pengene værd, fordi det er hårdt at være væk fra familien. Ud af seks måneder boede jeg på hotel i tre måneder.

Vito Hammershøy-Mistrati har underskrevet en kontrakt frem til udgangen af 2025 med IFK Norrköping.