PORTUGAL (Tipsbladet): FC Midtjylland på 36 point. Brøndby på 34, og FC København på 33. Ikke meget adskiller de tre topklubber i Danmark, og fortsætter de stilen fra efteråret, så venter der et brag af en forårssæson.
Det bliver ikke mindre spændende af januartransfervinduets storoffensiv fra FC København, hvor store CV's blev hentet ind i form af Scott McKenna og Magnus Mattsson. Brøndby købte en af de mest spændende unge talenter i Superligaen i form af Filip Bundgaard for rigtig mange millioner kroner, men noget mangler. Ganske usædvanligt blev der ikke buldret og braget i FC Midtjylland, der nøjedes med at hente Alhaji Kamara i Randers som vel nok fjerdeangriber.
Hvis jeg kigger på det, er alle tre hold i hvert fald ikke dårligere stillet end i efteråret, da der blev lukket ned.
Men det har Thomas Thomasberg det ganske fint med som cheftræner. Han ryster i hvert fald ikke på hånden, da han sidder overfor Tipsbladets udsendte på FC Midtjyllands hotel i Portugal, hvor man lige nu nyder at træne på rigtig gode græsbaner.
- Når man har været i fodboldverdenen længe, så følger man jo med i de andre klubber. Jeg ved jo godt, at det, vi kan gøre allermest ved, er vores eget hold. Hvordan vi kan udvikle og holde sammen på dem.
- Hvad der sker i de andre klubber, er vi ikke selv herre over, men selvfølgelig er det noget, man følger med i, om der er tilgange og afgange. Hvis jeg kigger på det, er alle tre hold i hvert fald ikke dårligere stillet end i efteråret, da der blev lukket ned, konstaterer Thomas Thomasberg til Tipsbladet.
Thomas Thomasberg ser fortsat masser af udvikling i FCM-holdet, på trods af at man vandt otte af de sidste ni Superliga-kampe i 2023. Foto: Malte Dunk
Forinden interviewet var Tipsbladet blevet inviteret til FC Midtjyllands træning, hvor Thomasberg i vanlig facon styrede tropperne med resten af sit trænerteam. Det er tydeligt at mærke på midtjyderne, at de ikke peakede i efteråret, selv om man lukkede Superliga-sæsonen ned med otte sejre og én uafgjort i de sidste ni runder.
Bundgaard svarer til Osorio og Franculino
Men der er sket ting og sager i toppen af dansk fodbold, og Thomasberg kunne se Brøndby spendere stort på at købe Filip Bundgaard, som Thomasberg kender rigtig godt. Det var nemlig under den nuværende FC Midtjylland-træner, at Filip Bundgaard blev hevet op på Randers' førstehold.
Det svarer til Franculino og Osorio, som har samme alder som Filip (Bundgaard, red.).
Thomasberg erkender, at Brøndby nu er bredere med Bundgaard, men drager paralleller til Dario Osorio og Franculino, som han selv råder over.
- Filip er en dygtig spiller. Rigtig godt venstreben og arbejdssom. Jeg synes også, jeg ser de her forskellige tilgange. Vi har holdt fast, og så har der været et par af de andre klubber, der har hentet lidt ind. Trupperne er ikke blevet meget mere toppet, men de er blevet bredere. Det er også en måde at toppe i tilfælde af karantæner og skader, så man er bedst muligt rustet til de her kampe.
- Det vil være ærgerligt, når det hele skal afgøres, at man mangler X antal spillere. Vi har også lavet vores trup sådan, at vi har en del offensive kort, hvor man også har råd til, at der mangler en eller to. Det er også sådan, jeg ser, at Brøndby har handlet ind. Det svarer til Franculino og Osorio, som har samme alder som Filip.
I kunne ikke have brugt Filip Bundgaard?
- Nej... altså, jo, det tror jeg altid, man kan. Men vi har rigtig dygtige spillere på de offensive positioner, og det har vi vurderet er nok lige nu. Propper man endnu flere derover, er der nogle, der skal til at sidde over. Lige nu har vi det rette miks og antal i forhold til, at der både er konkurrence på pladserne, men også at man har råd til, at der eventuelt mangler en enkelt eller to, konstaterer Thomasberg.
Filip Bundgaard fik mandag sin uofficielle Brøndby-debut ved Atlantic Cup. Foto: Imago.
Netop Filip Bundgaard kan stikke en kæp i hjulet på Thomasbergs guldjagtende tropper, når de mødes i første runde af det nye år den 18. februar.