Mads Hvilsom bliver i Hobro: Håber på sommerskifte
Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Mads Hvilsom bliver i Hobro: Håber på sommerskifte

Mads Hvilsom forlader ikke Hobro denne vinter, men håber at en god forårssæson kan bane vejen til et klubskifte.

Hobro sagde i weekenden farvel til angriberen Emil Berggreen, men klubbens topscorer Mads Hvilsom bliver i klubben. 

Hvilsom er ellers blevet sat i forbindelse med den belgiske klub Zulte-Waregem, men offensivspilleren er mandag formiddag stadig med på Hobro træningslejr i Tyrkiet. Han forventer også at være Hobro-spiller, når transfervinduet lukker til midnat. 

- Der kommer nok ikke til at ske noget, medmindre der sker noget vildt her til sidst. Jeg regner stadig med at blive i min seng i nat, for jeg tror ikke, at der sker noget, siger Mads Hvilsom til tipsbladet.dk. 

- Jeg har det fint med at blive i Hobro. Det har ikke været sådan, at jeg skulle væk for enhver pris, for jeg elsker at spille i den her klub. Så jeg er godt tilfreds, tilføjer han. 

Mads Hvilsom oplyser, at han ikke har været i konkret dialog med nogen klubber, men at der har været løs interesse fra flere steder. Han håber nu, at han i kraft af en god forårssæson kan komme videre til en større klub til sommer. 

- Det håber jeg selvfølgelig. Jeg håber, at jeg kan spille en fin forårssæson, så det betyder, at jeg kan komme videre til sommer. Hvis holdet og jeg gør det godt i foråret, vil Hobro forhåbentlig lade mig skifte, men det afhænger af præstationerne på bane. Hvis de er gode, kan der komme et tilbud til sommer, som både klubben og jeg kan se det fornuftige i. Men jeg skal gøre mig fortjent til det, og jeg håber, at det kan lykkes for mig ligesom det gjorde for Emil Berggreen, siger Mads Hvilsom. 

Mads Hvilsom har kontrakt med Hobro frem til sommeren 2016.