Video : Tipsbladet
Superliga

Mads Emil Madsen jubler over transfer: Skal vise mig frem på den store scene

Silkeborg-profilen er snart fortid i dansk fodbold, og i stedet spiller han for LASK Linz fra den kommende sæson.

Silkeborgs største profil er fortid i dansk fodbold.

Den 22-årige midtbanespiller Mads Emil Madsen, der har haft en eksplosiv udvikling de seneste par år, er for et pænt millionbeløb blevet solgt til østrigske LASK Linz og starter op i sin nye klub i starten af august.

Ikke overraskende er han utrolig glad for skiftet.

- Det er fedt. Det er et stort skridt op og en ny udfordring, jeg ser frem til. Jeg håbede virkelig, at det kunne lade sig gøre, siger Mads Emil Madsen til tipsbladet.dk få minutter efter, at han har skrevet under på aftalen.

De næste fire år skal den danske U21-landsholdsspiller være hos LASK Linz, der spiller i toppen af østrigsk fodbold, og Silkeborg-anføreren glæder sig til at spille for et stærkt mandskab, der spiller om titler og aktuelt med to runder igen af sæsonen ligger nummer tre i rækken.

- Det er et spændende projekt, som er udviklingsorienteret. De er på vej frem, og jeg får mulighed for at udvikle mig i klubben og vise mig frem på den store scene i Europa, siger han.

Læs også:Officielt: Silkeborg IF har solgt Mads Emil Madsen

Tidligere har danskere haft succes med at skifte til Østrig, fordi det ikke er et for stort skifte i forhold til det niveau, der er i Superligaen. Og det er også tanken med skiftet her.

- Man kan godt sammenligne det lidt med Superligaen, men niveauet er over Superligaen. I stedet for at skifte til en stor liga og et midterhold, vil jeg være med til at spille om mesterskab og Europa, hvor mange kigger med, siger den snart tidligere SIF-spiller.

22-årige Mads Emil Madsen fortæller, at interessen har været stor fra den østrigske klubs side, hvilket også forklarer, hvor transferen er blevet lavet så tidligt på sommeren.

- Det er ikke mig, der har prakket mig på klubben, de var interesserede. Jeg har været en prioritet for dem. Og de har investeret gode penge i mig. Det er jeg glad for, siger han.

Mens Mads Emil Madsen jubler over skiftet, er det også vemodigt at forlade den klub, han altid har spillet for. Han forlader SIF med en nedrykning.

Læs også:Mads Emil Madsen slår transferrekord i østrigsk klub

- Det er meget specielt. Der har jeg spillet hele mit liv, og jeg har nærmest aldrig været uden for Silkeborg. Silkeborg betyder meget for mig, det er der, jeg er vokset op og har venner og familie. Det bliver mærkeligt, men jeg er klar til at udfordre mig selv, siger Silkeborg-kaptajnen, der ikke ved, om han kommer i aktion igen for SIF, selv om der mangler et par runder:

- Jeg håber, jeg kan spille færdig med SIF, men når jeg kommer tilbage, skal jeg have en snak med klubben, så vi kan finde den bedste løsning.

Mads Emil Madsen har spillet 68 kampe for Silkeborg IF. Han har fire mål og har stået for en del oplæg.

Hans nye klub ligger som sagt nummer tre i den østrigske Bundesliga med to runder igen. Den placering giver adgang til gruppespillet i næste sæsons Europa League.

Der er to point op til Rapid Wien, der ligger på andenpladsen i rækken. Den andenplads giver adgang til Champions League-kvalifikationen, så man forstår, hvis Mads Emil Madsen krydser fingre for sit nye hold i de næste par uger.

Prisen for Mads Emil Madsen er ifølge Ekstra Bladet omkring 12 millioner kroner.

Læs også:Tidligere Superliga-træner fyret i kvindeligaen: Jeg er åben for alt

Læs også:Silkeborg-keeper med uvis fremtid: Har ikke taget en beslutning

Læs også:Silkeborg sælger anføreren: Det var et stort ønske for ham