Mabil efter FCM-kollaps: Vi skal være mænd nu
Foto: Getty Images
Superliga

Mabil efter FCM-kollaps: Vi skal være mænd nu

Awer Mabil slår fast, at det er vigtigt, at de får rejst sig efter 3-4-nederlaget til AGF søndag.

FC Midtjylland kollapsede helt i den sidste del af kampen mod AGF, hvor man smed en 3-1-føring væk og tabte med 3-4. Det var noget, som midtjydernes Awer Mabil var godt træt af efterfølgende.

Det fortæller han i et interview med Canal 9 umiddelbart efter kampen.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er fodbold. Nogle gange er du foran, og så skal man være klog og beskytte sin føring. Det gjorde vi ikke, siger han og fortsætter:

- Jeg synes selvfølgelig, at vi gjorde nok til at vinde kampen. Der er bare perioder, hvor vi bare lader dem score målene. Nemme mål. Vi skal kigge på os selv, og komme op igen, lyder det fra Awer Mabil.

Derudover kommer han også ind på, hvordan tiden efter coronapausen har været for holdet.

- Det stoppede vores momentum, men sådan er det for alle. Vi er nødt til at tilvænne os og samle os selv op. Vi skal være mænd nu, fortæller FCM-kantspilleren, som nu peger på, at han går efter at tage en sejr over FCK i den næste kamp.

Kampen mellem FC København og FC Midtjylland spilles på søndag i næste uge.