13 mål i 19 kampe er imponerende - men prøv så lige at bytte om på de to. Så får man 19 mål i 13 kampe.
Så får man Gustav Ørsøe Christensen.
Den 18-årige offensivspiller scorede et enkelt mål for FC Midtjyllands førstehold i efteråret, da han kom på tavlen mod FA 2000 i pokalturneringen, men det var intet at sammenligne med det personlige triumftog, det var for Gustav Ørsøe Christensen at spille på "ulvenes" U19-hold. Her noterede han sig for de nævnte 19 mål.
Noget tyder på, at der er en stor spiller på trapperne i FC Midtjylland, og Gustav Ørsøe Christensen får da også store roser med på vejen af Kenneth Andersen, der er offensivspillerens cheftræner på U19-holdet. Han kalder 19 mål i 13 kampe "meget usædvanligt".
- Han har sit udgangspunkt på venstre kant, men han er meget fleksibel. Han kan også spille i midten, og han kan både spille i en formation med to og tre angribere. Jeg vil kalde ham en rendyrket angriber, som er god til at snuse chancerne op, stå de rigtige steder og lave både de lette og svære mål, siger Kenneth Andersen til Tipsbladet og fortsætter:
- Samtidig er han dygtig til at sætte sig selv i scene forstået på den måde, at han er god en mod en. Gustav har den store styrke, at han kan gå begge veje og afslutte med både højre og venstre.
- Så jeg kan rose Gustav rigtig meget, men han har også nogle dygtige holdkammerater omkring sig. De forstår at sætte ham i scene på den rigtige måde og udnytte de styrker, han har. Holdet er sat godt op omkring ham.
Det svære skridt
Gustav Ørsøe Christensen fylder 19 år til september, så det er snart slut med at spille ungdomsfodbold. I FC Midtjylland har man naturligvis en plan om, at U19-bomberen også skal blive en profil på førsteholdet, men det er et vanskeligt skridt for de fleste.
Et godt eksempel er Orri Oskarsson, der i sidste sæson scorede 29 mål i 25 kampe i U19-Ligaen. Islændingen er ikke bare braget igennem i FC København, og i januar blev han udlejet til Sønderjyske. I FC Midtjylland er et konkret eksempel Victor Lind, der i 2020/21-sæsonen blev topscorer i U19-Ligaen. Hans gennembrud på førsteholdet lader også vente på sig.
Og så er der Casper Tengstedt. Angriberen, der i januar blev solgt fra Rosenborg til Benfica for over 60 millioner, blev i 2018/19-sæsonen topscorer i U19-Ligaen for FC Midtjylland. Han fik aldrig debut på førsteholdet.
- Fra næste sæson skal Gustav tage skridtet til seniorfodbold, og det er en opgave, vi skal løse sammen. Han skal vænne sig til, at tingene går endnu hurtigere, og at han derfor skal træffe beslutningerne hurtigere. Spillerne er meget bedre, og rummene bliver mindre, så timingen skal sidde lige i skabet, siger Kenneth Andersen.
- Vi forbereder ham i dagligdagen ved, at han træner med førsteholdet og spiller i Future Cup-kampe, men det er en svær disciplin i fodbold - noget af det sværeste. Det er bare noget helt andet at spille Superliga end U19-fodbold, og vi ved af erfaring, at der skal tæt på 50 kampe til, før en ung spiller for alvor har fået det ind under huden. De kampe skal vi jo sørge for at finde et eller andet sted.
- I den forbindelse synes jeg, at vi mangler et step i dansk fodbold. Jeg mener, vores reservehold bør spille i 1. division eller 2. division. På den måde vil de unge spillere kunne få de kampe, de har så hårdt brug for i deres udvikling.
Så er det jo godt, I har FC Fredericia. Skal Gustav ikke bare udlejes dertil?
- Det er da en mulighed. Om det lige skal være Fredericia eller et andet sted, må vi kigge på, men det er da en mulighed. Man må også godt bruge U20-spillere i U19-Ligaen, men det vil ikke give mening for Gustav. Han skal spille førsteholdsfodbold og matches på et højere niveau i næste sæson, slutter FCM's U19-træner.
Gustav Ørsøe Christensen har en del ungdomslandskampe under bæltet - på U19-landsholdet er han noteret for tre mål i fem kampe.