Målhelt: Europa med AGF er bare meget større end med Lyngby
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Målhelt: Europa med AGF er bare meget større end med Lyngby

Bror Blume spillede også Europa League-kvalifikation med Lyngby BK, men han forventer sig en endnu større oplevelse med AGF.

Selv om AGF ikke har spillet europæisk fodbold siden de berømte nederlag til Dila Gori i 2012, har nogle af spillerne prøvet det før. Bror Blume var eksempelvis en del af det Lyngby-hold, der spillede seks kvalifikationskampe for tre år siden.

Dermed ved han også, hvad der venter AGF'erne i næste sæson, og det er ikke så lidt. Selv om Lyngby ikke nåede i gruppespillet, var oplevelserne store for klubben, der var lige så lidt vant til europæisk fodbold, som AGF er.

- Jeg har prøvet det før i Lyngby, så jeg ved, at drengene kan glæde sig til nogle fede ture og nogle steder, man normalt ikke kommer til at spille. Forhåbentlig mere end én gang. Så det glæder vi os helt vildt til. Det havde været en flad fornemmelse, hvis ikke vi havde klaret den i dag, sagde Blume efter onsdagens sejr over OB.

Læs også:Bedst og værst: AGF er klar til Europa efter sejr over OB

I 2017 kvalificerede Lyngby sig også til opgørene mod Bangor City, Slovan Bratislava og Krasnodar ved at vinde bronze. Og selv om oplevelserne var store dengang, forventer Bror Blume sig endnu mere af AGF's europæiske ridt.

- Det gjorde alt, at vi kom i Europa nu her, for det gør det så meget større, end det var i Lyngby. Ikke noget ondt om Lyngby på nogen måde, men jeg tror, en europæisk kamp på det her stadion kommer til at koge rimelig meget. Jeg tror ikke, folk synes, det er et specielt fedt sted at spille, hvis man er udebanehold i sådan en Europa-kamp, sagde han.

Spørgsmålet er dog, hvor mange af de sædvanlige oplevelser AGF-spillerne får med. Klubbens administrerende direktør, Jacob Nielsen, sagde efter OB-kampen, at han ikke forventer, at der kommer tilskuere til nogen af kvalifikationskampene.

Læs også:AGF slår OB og er klar til europæisk fodbold

Til gengæld skal de afvikles over én kamp i stedet for to som normalt, og det giver måske et useedet hold som AGF bedre muligheder for at nå langt. 

Bror Blume tør ikke sætte en målsætning endnu, men han håber, AGF kan gå hele vejen gennem kvalifikationen.

- Man ved ikke rigtig, hvilke hold man møder endnu, så det kan jeg ikke svare på. Selvfølgelig vil man gerne i gruppespillet, men vi ved ikke, hvor realistisk det er på nuværende tidspunkt, siger han.

AGF træder allerede ind i første runde af Europa League-kvalifikationen. Der er lodtrækning den 10. august, og kampene spilles den 27. august.

Læs også:AGF-direktør om succesen: PC skal virkelig få bappet transferpriserne op

Læs også:AGF-chef om Ankersen-afsked: Thorsteinsson er en større pointspiller

Læs også:Tingager irriteret over OB-kommentar: Hav respekt for din modstander